Smagen af glemsel

Nu hvor alting er i forfald.
Skårene fra stueplanten, er samlet op. Dog har vi stadig ting til fælles , vi bor under den samme måne, som skubber og trækker i vores hjerteblod som tidevandet. Universet giver ikke op, der er lys men ingen lyd. En tåre på min kind og tusinde i det brusende hav. Mørket falder på og freden sænker sig


Tusinde år i vandet. Du strejfer skarpt overfladens spejl i en blød bevægelse. Min pensel er mit våben imod nutidens barske indtryk og falske forhåbninger. Jeg maler ærligheden . Med livet som indsats kradser jeg 3 ord ned. Undskyld er ikke gyldigt. Jeg er magtesløs 

Et sørgmodig udtryk i øjnene. Jeg ligger mig fladt på jorden. Mit legeme og mit sind forsvinder stille ind. Frygtløs og tordnende, bruser mit ego sig i flaskehalsens munding. Som at hælde tusindevis af spildte minder ud i afgrundens dybe gab.


På den anden side favner vingerne sig bredt. De dækker over alt det usagte. Ord, sætninger og rim, der aldrig blev nævnt - af frygt for sårbarhed og nervøsitet . Skælvende angrer de fortabte strofer sig på tungen af et gigantisk uhyre. Det er mit sind, min sjæl. Der foragter sig selv

Smagen Af Glemsel

Min bedste ven

Alle lyde er døde. Røster sig dybt i grundvolden. Vreden kan overstige alt sund fornuft. Et totalt fundamentalt kollaps i mit nervesystem. Jeg er på kanten, kanten af selvudslettelse. Jeg angrer og knuger mig fast til det sidste lys, som flakker hurtigere end jeg kan løbe. Jeg må se sandheden i  øjnene, jeg kan ikke flygte. Den isnende fornemmelse af paranoia stiger mig til hovedet. Jeg råber, men ikke engang lyd kan gennemtrænge den mur jeg har bygget.

intet kan skære igennem det, det skinnende blanke tårn i horisonten, som aldrig forsvinder fra min periferi. De fortæller mig at jeg er syg. Ingen kan se det, jeg er usynlig syg. Det er blot min egen kamp mod det altædende uhyre i mit hovede. Udtørret i munden, blodsprængte øjne , og ikke mindst et selv, et syn. Manifestation, som forliger sig. En altopslugende accept. 

Jeg finder tilbage til det rum hvor jeg kom fra. Væggene er røde, gulvet er sort. Der er en lille plet midt på gulvet. Jeg antager at det er en brist på virkeligheden jeg tror jeg lever i. Jeg lægger mig på maven og mit åndedrag bliver forenet med min stigende puls. pupillerne udvider sig når jeg ser hvad pletten viser mig. 




Fingeren i den regnvåde muld. Benene solidt plantet på den grove grå asfalt. Jeg kigger op og ser ham. smilende med de grønne, næsten selvlysende øjne kigger han på sin ven. Det er mig. Han har noget i hånden. Tusinde års bekymringer forsvinder på en rund tallerken, for en stund.

Her sidder jeg, uforfærdet og frygtløs. Solen over skyerne viser sit sande ansigt. Ingen kan se den, men jeg ved at den er der. Ligesom jeg ved at støjen fra mit hovede kun fordufter med hjælp fra kemi. "farmaceuten" min  ven, fortæller mig at 'den er rigelig'. Selvfølgelig vælger jeg at tage flere. Støjen forsvinder som skyerne for min sol. Et skinnende blødt velour sjal lægger sig over mine følelser.  Jeg kan intet mærke. Jeg ser klart.

Men kun for et øjeblik.

Blomsterbørn

Popular tracks