CRO - 07 Matiallodapon

CRO - 06 You Cannot Fly That Far

CRO - 05 Rats

CRO - 04 The Past Or The Future

CRO - 03 Walnuts

CRO - 02 Distance - A Park Near You

CRO - 01 The Stone

MATIALLODAPON


Det er denne sten. Denne rektangulære sten, der ligget her, i dette lille vejkryds, har ligget her i flere årtier. Man ved ikke helt præcis hvor længe den har ligget her. Men man ved at den har været omkring meget længe. Det siges at stenen ofte forsvinder for derefter at vende tilbage igen, og mange lokale påstår selv at have set den pludseligt forsvinde eller pludselig dukke op. Stenens mystiske tilværelse og adfærd er ikke bemærket af mange, men nogle har dog fået øjnene op for stenen og mindre forskerhold rundt omkring i verden er i fuld gang med at finde ud af, hvad denne utilregnelige sten mon kan være for en størrelse.


Historie

Stenen blev fundet for første gang samtidig af tre uafhængige grupper af forskere i starten af firserne. Tre hold fra henholdsvis Milano, London og Paris fandt denne type sten på tre forskellige steder. Ved nærmere undersøgelser af stenene har det vist sig, at de alle indeholder et enormt fossil, som de mente at være en form for fossilt leddyr. De fandt alle bemærkelsesværdige karakterer hos disse fossile leddyr, som var så unikke, at forskerne blev nødt til at oprette nye højere taxa til dem.

De forskellige grupper af forskere kom alle med uafhængige bud på hvilken art dette fossil mon tilhørte. Den første beskrevne art var Ostenocaris cypriformis fra Jura i Italien, der blev op til 10 m lang. Den blev senere refereret til en ny klasse af kredsdyr kaldet Thylacocephala. Det blev foreslået at denne nye gruppe måske skulle knyttes til cirripederne (rankefødder, dvs. Rurer og langhalse). Uvidende om dette beskrev forskere fra Paris en anden art, Dollocaris ingens fra Jura i Frankrig og etablerede klassen Conchyliacaria til dem på grund af dens besynderlige blanding af karakter. I det samme år beskrev Briggs og Rolfe (1983) et antal gådefulde former fra devonske aflejringer i Gogo, Australien, for hvilken de oprettede ordenen Concavicarida.

Snart indså man, at de forskellige fossile sten, havde så mange karakterer til fælles, og at de alle adskilte sig så usandsynligt meget fra andre fossiler, at man besluttede at oprette en helt ny klasse til disse mærkværdige stenfund. Rolfe foreslog at navngive klassen Matiallodapon. (Matiallodapon indeholder nu ordene Mati som på græsk betyder øje og Allodapon som betyder fremmed.)

Gruppen tiltrak også også krebsdyreksperten Frederick Schrams opmærksomhed, og han beskrev flere nye arter fra Kultidens aflejringerne fra Mazon Creek, USA. Under hans vejledning er der også forsket i et antal arter, fra libanon, som lå og samlede støv på museumshylderne i Berlin, Paris og London. Disse var fejlidentificerede som stomatopod larver eller branchiopoder. Et mere bemærkelsesværdigt eksempel er Ainiktozoon loganense fra Silur i Skotland, der oprindeligt blev betragtet som en Chordat. Fornyligt opdagede Wim Van den Brugghen og frederick Schram, at fossilet var beskrevet med en forkert orientering, og at det faktisk var en kæmpe Matiallodapon. Det tyder altså på, at mange uidentificerede fossile leddyr, eller fossile leddyr med tvivlsom taksonomisk tilhørsforhold, måske er Matiallodapon.

Efter at have undersøgt disse sten i et stykke tid, begyndte man at opdage dens yderst mærkværdige bevægelige adfærd og det viste sig at volde store problemer overhovedet at fastholde stenen, da den blev ved med at forsvinde. Stenens evne til at forsvinde har gjort det svært at at nå dybere end til blot de overfladiske undersøgelser af fossilet. Desuden har fossilets omkringliggende mineral vist sig at have en evne til at ”hele sig selv”, efter at blive udhugget, og igen fremstå som en kasse-formet stenblok. Stenen insisterer altså på, at forblive geometrisk og beskytte fossilet. Man har dog formået at tage nogle fotografier, som man har måttet bruge til supplerende undersøgelser af fossilets morfologi og levevis, men man forsøger stadig gang på gang at fastholde og udhukke stenen.

 

 

Morfologi og levevis

Skjoldet er det mest iøjnefaldende hos thylacocephalerne og er ofte den eneste kropsdel der er bevaret fossilt. Det relativt lange skjold er tolappet og måske endda delt med et hængsel over ryggen, dvs. Toklappet, og det omkranser hele kroppen, så kun lemmerne og hovedet stikker ud. De store gribende lemmer, som stikker ud under skjoldet, er meget karakteristiske. Der er tre par, hvoraf de bageste ofte er de største, og de bøjer fremefter og former derved en slags ”gribe og holde-apparat”. Bagtil er der en række af mellem otte og måske op til tyve par lemmer, som ender i tråd-agtige, åreformede strukturer. De fleste forskere anser de bagerste lemmer for at være en form for fremdrifts-organ. Man mener at den har kunnet bruge disse lemmer til at rejse med lysets hast og derved også rejse på utroligt lange afstande, på tværs af planeter.

Skjoldet har hos mange Matiallodapon arter ud over en stor variation af ornamenter. Nogle former har et specifikt mønster af små runde strukturer, der blev fortolket af Rolfe som fotoforer (selvlysende organer)  og skjoldet af Protozoea og Pseuderichthus er fuldstændig dækket af disse. Torne kan forekomme på skjoldets forreste og bageste ender. Otte par lamellære gæller, er meget fint bevaret i Matiallodapon her i denne sten. Gæller kan nu også med rimelig sikkerhed genkendes hos flere andre fund af Matiallodapon. Dette må betyde, at de også rejser i vand.

Det mest bizarre ved Matiallodapin er to usædvanligt store sammensatte øjne, som sidder forrest i en lille indskæring på skjoldet. Der er dog stadig nogen uenighed angående fortolkningen af det sammensatte øje. Den italienske skole anser ikke disse strukturer for at være øjne, men har en anden fortolkning.

Da italienerne først beskrev Ostenocaris betragtede de denne store, udbulede struktur fortil som en ”hovedsæk” med mikroskæl, homolog til stilken hos cirripeder, hvorpå der også findes skæl. Derfor foreslog de at disse dyr var fastsiddende, med denne hovedsæk forankret til et substrat. Man forestillede sig at dyret brugte sine tre lange lemmer til at løfte bagenden op for derefter at filtrere vand ved at skabe en vandstrøm med de åreformede bageste lemmer, omtrent som cirripiderne gør.

Fortolkningen af Matiallodapon aktive rejsende på lange afstande og med oprindelse fra en anden planet end jorden, blev først fremført af Secretan. Hun tolkede det forreste, udbulende organ som et par veludviklede, sammensatte øjne, der blev brug til aktivt at navigere i enorme hastigheder på tværs af atmosfære. Denne fortolkning er nu accepteret af de fleste forskere, selvom der stadig er delte meninger om, hvorvidt Matiallodapon var aktive opdagelsesrejsende, rejste for at erobre nye territorier eller blot var kommet hertil ved et tilfælde. Tilstedeværelsen af ukendte grundstoffer i Matiallodapon  maveindhold har dog fået skeptikere af teorien til at acceptere ideen om Matiallodapon som organismer fra en anden planet, selvom de stadig mener at den omstridte forreste struktur ikke er et øje. Frolich så på denne struktur med elektronmikroskop og fandt at den havde den typiske lagdelte opbygning. Dette understøttede antagelsen om, at Matiallodapon var rejsende med et godt syn. Hvis det er tilfældet, var Matiallodapon måske universets primære rejsende organismer i palæozoikun og mesozoikum. Det er usikkert om der stadig findes rejsende Matiallodapon i dag, som ikke er forstenet.


Ifølge Secretans teori, har Matiallodapon bevaret sin evne til at rejse, trods dens forstening. Den er så og sige, ikke helt død og kan stadig flytte sig rundt med lysets hast. Dette kan forklare stenens evne til at forsvinde. Dog kan den ikke længere bevæge sig på lange afstande; den kan ikke bevæge sig ud fra jordens atmosfære.

Secretan mener at der må være gået noget galt for Matiallodapon, at den må have blevet syg eller fået en skade, så den ikke har kunnet flytte sig længere. Dens forsvarsmekanisme har været at folde sig ind i sten til denne rektangulære stenblok og mineralisere sig selv. På den måde er den blevet bevaret i flere tusinder år på jorden. Grunden til, at den har gjort dette er ikke sikker, men Secretan mener at den er i meget langvarig heletilstand. Den er i gang med at hele sig selv. Den vil på et tidspunkt folde sig ud af stenen, demineralisere sig – blive sit oprindelige jeg og få sin evne til at rejse på tværs af planeter tilbage.  Secretan hævder at en sådan heleprocess kan tage flere tusinder af år, og at Matiallodapon kan være alt fra tusind til få år fra at være helet helt op og forlade jorden igen.


At en forstenede Matiallodapon har valgt at ligge placeret så ofte ved dette lille vejkryds i Aarhus er endnu et mysterium og hvor den forsvinder hen når den forsvinder er også gådefuldt. Matiallodapon sten er blevet set mange steder i verden, bla milano, paris og dubai. Nogle påstår, at det er den samme rejsende sten, der optræder de forskellige steder. Andre mener, at der findes hundredvis af disse fremmede fossile organismer foldet i rektangulære sten på jorden.


Selvom det lille dyr inde i stenen der, ikke lever på samme måde som det engang gjorde, og dens organer er skiftet ud med mineraler – så har den nu et nyt form for liv.  Den rummer både sig selv og stenen der omkranser den. Den er gået i en form for symbiose med mineralet. En levende sten. Den form for liv er så abstrakt at det kan være meget svært for os at forstå, men en ting er sikkert og det er, at stenen kan rejse og insisterer på at være rektangulær, lige meget hvor meget man forsøger at fastholde og hukke i den.

Secretan mener, at vi bør acceptere Matiallodapon som en ny kategori af levende organismer her på jorden, og beskytte og bevare dem.


Der findes mange konspirations teorier om stenen. Der er findes bl.a. grupper af mennesker som anser Matiallodapon for at være hellig og sværger til Matiallodapon som en religion. Religionen kaldes Matiallodaponisme og tager udgangspunkt i Secretans teori om Matiallodapon som rejsende fra en anden planet. Dog mener man ikke at Matiallodapon forstenede sig pga af sygdom, men at det er en del af en større plan. Matiallodaponisterne mener at matiallodapon er her for at vise os hvordan man rejser med lysets hast, og vi må tilbede og ære dem, vise dem respekt indtil de mener vi mennesker er værdige til at lære deres hemmelighed. Matiallodapon vil en dag åbne sig for os og vi vil nå et helt nyt niveau af visdom om universet sammen. Kun de mennesker der lever som Matiallodaponist vil blive indført i Matiallodapons visdom.  Matiallodaponisterne praktiserer mange ritualer og ofrer gaver  til stenene. En vigtig ting for Matiallodaponisterne er, at tage på pilgrimsrejser for at finde Matiallodapon, røre ved dem og give dem gaver for derved at vise dem respekt og opnå helligdom. Der findes mange leveregler i Matiallodaponismen, f.eks. må man som Matiallodaponist kun gå i tøj der er lavet af mineralsk materiale, for at vise forsteningen af Matiallodapon respekt.

CRO music