Slaffe

Dit hår var sort, din hud som sne
Skar lidt i øjnene, men man vænnede sig til det
Din jakke itu, blikket klar til at skaffe
dig ind på hotellet med de hårdeste straffe
Du gik blot omkring og var ude på noget
som et spøgelse, så hensynsløst forslået

Du kom blot forbi som en aflagt fantasi
Du stod ved min dør som så mange gange før
og jeg sagde kom dog ind, og det gjorde du så

Hvem skal nu tilgive os for at fortælle
hinanden de ting vi sagde altid skulle gælde?
Hvordan kunne vi bare lade tingene slås
præcis som de gjorde sidst vi var os?

Du gik blot omkring, du kom blot forbi
Dit sorte hår gentog sig uendeligt
så tungt, så lige til at falde i

Slaffe

Christofferb