Erindringsforskydninger i en slags organiseret form. En slags audio musical, hvor jeg vender tilbage til dengang jeg var 10 år i en by ikke fjernt fra Aarhus.

Forskudte erindringer (Spøgelsesfortællinger revisited)

Byen uden tage

Godnatsang til Fru Lindberg og Hr Ellegaard

Godnatsang til Fru Lindberg og Hr Ellegaard instrumental

Det store løb

Det store løb instrumental

Endnu en sag for Jacques og Hercules

En sang lavet udenlukkende af loops...lige bortset fra min sang og mine ord. Det er den første blandt 10-11 stykker under temaet "Byen uden tage". Her er teksten...den handler ikke om mig (Bare for god ordens skyld):

1. vers:
Det er vinter
I byen uden tage
Ved bugten og
de rastløse kraner

Hvor livet 
Det udspiller sig
mellem tæppefald og 
blodsprængte dage

Omkvæd:
Moderne dans
For gamle kærester
Iklædt nemme og
Let slidte fraser

For megen sturm
Og alt for lidt drang
På det ujævne gulv
Taber alle deres rang 

2. Vers:
Og de ser
at alt er godt
et sted de var en gang
men ikke mere kan nå

Så de løber
med livet i skødet
Hen mod hinanden
Uden at opnå mødet



Omkvæd:
Moderne dans
For gamle kærester
Iklædt nemme og
Let slidte fraser

For megen sturm
Og alt for lidt drang
På det ujævne gulv
Taber alle deres rang

3. Vers:
og det ligner
en hidsig obstruktion
hvor kun de ægte blinde
kommer tættere hinanden

En bevægelse
Der forestiller at være
Livet i en form
Der er næsten til at bære

Omkvæd:
Moderne dans
For gamle kærester
Iklædt nemme og
Let slidte fraser

For megen sturm
Og alt for lidt drang
På det ujævne gulv
Taber alle deres rang



4. Vers:
En ramme alvor
Der mangler lethed
En lidenskab 
der savner følelser

En gammel scene
I næsten ny fortolkning
Et nøje partitur men
Ikke noget samlet værk

Omkvæd:
Moderne dans
For gamle kærester
Iklædt nemme og
Let slidte fraser

For megen sturm
Og alt for lidt drang
På det ujævne gulv
Taber alle deres rang

Gentag omkvæd:
Moderne dans
For gamle kærester
Iklædt nemme og
Let slidte fraser

For megen sturm
Og alt for lidt drang
På det ujævne gulv
Taber alle deres rang


Moderne dans for gamle kærester

Sang nr. 2 under titlen "Byen uden tage". Se i øvrigt den tilhørende musikvideo her: https://youtu.be/GOuiRFT3D7Q

I modsætningen til den første sang, har jeg spillet alle instrumenter selv, bortset fra trommeloopet. Det vil sige også den lidt klodsede guitarsolo...det skulle jo prøves...jeg laver den om en anden dag. Her kommer teksten. Den er heller ikke om mig selv. Det er faktisk ambitionen med Byen uden tage. Jeg digter videre på ting jeg ser. I dette tilfælde, et fast syn hver fredag morgen, når jeg går ned til toget. Unge trætte menneske på vej hjem fra byen. Her kommer teksten:

1. Vers:
Han satte livet på spil
Da han forsøgte at slå til
og vikle hendes hånd
fri af de gamle og snærende bånd

Men det blev kun til en sætning
Overdøvet af støj
Og intet mod til at gentage 
at det er her og nu eller aldrig mere

Omkvæd:
Mens de glider hjem over våde brosten
stiller solen skarpt på den kolde morgen
I byen uden mål eller mærkbar længsel
og fjernt fra det, der ku’ have betydet alt

2. Vers:
Hendes meningers mod
Blev blot til unødigt rod
Til noget kun hun forstod
og som han med meget stor hast forlod

Så her til morgen går hun alene
Hjem gennem den slumrende by
til de stille eskapader
i hendes hengemte forstadsly

Omkvæd:
Mens de glider hjem over våde brosten
stiller solen skarpt på den kolde morgen
i byen uden mål eller mærkbar længsel
og fjernt fra det, der ku’ have betydet alt

3. Vers:
Hver for sig er de intet
Hver for sig må de gå
Alene med deres tanker
om hvem de er og hvad de skal nå

De siver tavse gennem byen
som svage former af skygger
der flygtigt strejfer hinanden
og i øjeblikke lyser byen op

Omkvæd:
Mens de glider hjem over våde brosten
stiller solen skarpt på den kolde morgen
i byen uden mål eller mærkbar længsel
og fjernt fra det, der ku’ have betydet alt

Mens de glider hjem over våde brosten
stiller solen skarpt på den kolde morgen
i byen uden mål eller mærkbar længsel
og fjernt fra det, der ku’ have betydet alt 

Byen uden mærkbar længsel

17. Juni vejen
- Sang no.1 / prolog

1. Vers:
Denne by bliver aldrig vores
Denne by får aldrig et navn
En pavillon og en tilhørende rampe
Er alt hvad jeg ønsker at huske den for 

Omkvæd:
Og endnu en mark med græs der står og svajer
Og endnu en modkørende bil der blinker af
Endnu en byge der fejer hen over vejen
Og endnu en kø der ender blindt i dag

2. Vers:
Tiden står stille imellem vej og verden
Tiden står stille på turen hjem
En enkel sætning der fører til tavshed
En enkelt sætning der slutter alt  

Omkvæd:
Og Endnu en mark med græs der står og svajer
Og endnu en modkørende bil der blinker af
Endnu en byge der fejer hen over vejen
Og endnu en kø der ender blindt i dag

3.  Vers:
Der er ingen ord der rigtig beskriver
Der er ingen tanker der helt forstår
Der er intet sted hvor det ikke findes
Og ingen handling der heler noget

Omkvæd:
Men Endnu en mark med græs der står og svajer
Og endnu en modkørende bil der blinker af
Endnu en byge der fejer hen over vejen
Og endnu en kø der ender blindt i dag

17 juni vejen

Lyser i mørket.m4a

Hen over Bruunsbro

1. Vers:
På min vej fra a til b
Er jeg i sync med det jeg kan se
Facaden i Guldsmedegade får mig til at le
Og tænker på hvad jeg lod ske

Omkvæd:
Hen over Bruunsbro lader jeg det gro
Mit håb og min matchende tro
Men ved St. Pauls lader jeg det gå
Til fordel for noget andet at forstå

2. Vers:
Døren ind til opgangen er lukket og låst
Så jeg går ikke ind
I stedet lader jeg fødderne fortælle om
Mit Søndergades travle sind

Omkvæd:
Hen over Bruunsbro lader jeg det gro
Mit håb og min matchende tro
Men ved St. Pauls lader jeg det gå
Til fordel for noget andet at forstå

3. Vers:
Lysene på Skt. Knuds torv giver nye farver
Til den pallet jeg fik som barn
En film er slut, men en ny begyndt
Og jeg drages mod den plysrøde favn

Omkvæd:
Hen over Bruunsbro lader jeg det gro
Mit håb og min matchende tro
Men ved St. Pauls lader jeg det gå
Til fordel for noget andet at forstå

4. Vers:
Jeg stopper op ved Hans Broges gades 16
Midt mellem biler og minder
Men det jeg stadig husker, kører ikke mere
Henover  asfalt og skinner

Henover Bruunsbro

Teksten startede med inspiration fra en gammel bogtitel af Peter Laugesen, men derfra fik den sit eget liv. Og som sædvanligt er det et lidt råt take.

Helt alene i verden igen 
- 3 billeder fra en by
Tekst og musik: Jacob Knudsen

1. Vers: 
Vi følges ad 
Af den lange allé 
under noget der minder 
Om leg i sne 

Og jeg griber ud 
For med et træk
at holde dig ind 
Men du er væk 

Omkvæd:
Jeg er helt alene 
I verden igen 
Midt mellem biler 
Og mennesker i spring 

Væk fra de skygger 
Der følger dem rundt 
Mellem gadelygter, skilte 
facader og mørke tomme rum 

2. Vers: 
Vi stopper op 
Under månen 
Blandt dansende sømænd
Og kvinders dånen 

I samme nu 
Som ballet slutter 
Forsvinder du
Og lyset slukker 

Omkvæd:
Jeg er helt alene
 verden igen 
Gemt under støvet 
Og ude af stem 
Som et partitur 
Der for længst er glemt 
Mens musikken i det fjerne 
Langsomt og knirkende dør hen 

3. Vers: 
Jeg vender om 
Og ser dig gå 
Det sidste stykke  
Ind i det grå 

Mens sneen daler 
stille ned 
Mellem slidte fliser 
Og nyrevede bed 

Omkvæd:
Jeg er helt alene 
I verden igen 
Og alt for fjernt 
Fra nærmeste zen 
Med et sæt af regler 
Jeg ikke forstår 
Blot at det altsammen
før eller siden forgår

Helt alene i verden igen

Robotter danser

Overgang no. 1
- Digt no.1 / om at finde fodfæste - Ordløs improviseret instrumental
Musik og digt: Jacob Knudsen

Tekst:
Midt mellem døden og ingenting
Søger jeg fodfæstet

Overgang no.1

Metadata før metadata
- Sang no. 2 / om at vende tilbage

En slags transformering af hengemt hukommelse til data. Et digt tilsat musik om at gå fra Moldevej til Vestbanevej, med svinkeærinder undervejs.

Vers 1:
Det er forsvundet
Hengemte Plæner
Nedfaldne hyben
Vådt græs
Ord i forbifarten

Vers 2:
Blade på blade
Træer på skranter
Skridt efter skridt
Et tog i det fjerne
Lys flimrer mellem grenene

Vers 3:
Mausoleum
Glemt Mausoleum
Ud af øjenkrogen
Mens jeg løber ned ad bakken
Trækker vejret tungt

Vers 4:
Skrift på ruderne
Der hvor jeg går
Det der gemmer sig i butikkerne
Som jeg ikke forstår
Papir der falmer og forgår

Flakker, falder, slår mig
Favner, savner, suges ind
Stopper under pariserhjulet
Stopper på Cirkuspladsen
Stopper ved støjen

Vers 5:
Sol gennem blafrende slør
Lyde fra en lukket boks
Spøgelser gennem erindring
Husker svagt 
Metadata før metadata
Dæmper lyden

Metadata før metadata

Helt alene ved broen i skoven
- Sang no.2 / om skoven
Tekst og musik: Jacob Knudsen

Endnu en slags fortællingsmæssig dobbelteksponering. Om en bro i Nørreskoven og en bro i Vennelystparken.

1. Vers:
Helt alene
Ved broen i skoven
Balancerende 
på brædder
Mellem Himmel og kløft
En linedanser
Der snubler uden at miste
Sit fodfæste
og sin retning
Mod målet for enden
af linen

2. Vers:
I det fjerne
bag træerne på skrænten
Et tog
langs vandet
Sætter farten op
Og kører hastigt nordpå
Til byen ved bugten
Hvor dagene
Ligger udspændt
Mellem høje huse
og vand

3. Vers:
I nat er jeg tilbage
Mellem himmel og kløft
Men i min drøm
Er skoven 
Blevet parken overfor
Og jeg balancerer mellem månen
og den rislende bæk
Mens jeg søger 
Efter linen
Der forbinder før og nu
i dans

Broen i skoven

3. Godnatsang til Robotter
- Når robotter skal sover

1. Vers:
Mon robotter har et hjem?
Og hvis de har, hvor mon de bor?
I et lille hus ned til en sø?
Omkranset af træer der hvisler i kor?

Og hvor månen lyser ind af vinduet
Mens robotterne kigger ud
på mælkevejen og de fjerne planeter
Der giver plads til endnu et stjerneskud

Omkvæd:
Familien Robot bliver helt stille
Og undre sig over hvad de ser
For er himlen altid stjerneklar
Og kan man tage med morfar til Mars

2. Vers
Mon robotter de leger?
Og hvis de gør, hvem leger de med?
Leger de med andre robotter
Eller måske frøerne ved søen

Flyver de med drager
Og fanger sommerfugle med net
Eller leger de selv kan flyve
Ligesom fuglene i skoven

Omkvæd:
Familien Robot stopper legen
Og undre sig over hvad de ser
For er himlen altid stjerneklar
Og kan man tage med morfar til Mars

3. Vers
Mon robotter de sover?
Og hvis de gør, hvad drømmer de om?
Styre et stort skib over havet
Eller være lige så stærk som en kran

Mon de drømmer de om at rejse
Helt til Mars og hjem igen?
I deres egen hjemmelavede rumraket
Bygget ud af snor og gammelt blik

Omkvæd:
Familien Robot vågner af drømmen
Og undre sig over hvad de drømte
Og om himlen altid er stjerneklar
Og kan man tage med morfar til Mars

Godnatsang til robotter

Kunstpiger med kunstbøger
Tekst og Musik: Jacob Knudsen

En del af mit "Byen uden tage" projekt, som egentlig var tænkt som et lidt "Lou Reed/John Cale/Lloyd Cole/Suzanne Vega agtigt projekt, med små vittige og ironiske observationer. Det kan stadig nåes og den her er nok den sang der kommer tættest på (indtil nu).

1. Vers: 
Faste penselstrøg forvandles 
Til Sære former For portrætter 
Idet dit hoved drejer til profil 
Halvt skjulene dit underfundige smil 
 
Mens du rasler med din lille ske 
I den alt for store kop te 
Tranformeres du af vinduet til  
dit  eget Psykofotografisk Fænomen 
 
Omkvæd: 
Kunstpiger med kunstbøger 
Retter på deres  sjaler 
Mens de kigger ud af vinduet 
Og længes efter Wilhelm Freddy 
 
2. Vers: 
Din drømmende stoflighed indfanger 
Lys i nye abstraktioner 
I hvert fald ser det sådan ud 
Fra min plads lidt på distancen 
 
Men tunge drømme bliver til flader 
Der brænder under dine fødder 
Alt imens du balancerer  
på linien og taber en maske...Maske? 
 
Omkvæd: 
Kunstpiger med kunstbøger 
Retter på deres sjaler 
Mens de kigger ud af vinduet 
Og længes efter Richard Mortensen 
 
Og længes efter Ejler Bille 
Og længes efter Robert Jacobsen 
Og længes efter Harry Carlsson 
Og længes efter Vilhelm Bjerke-Petersen 
 
3. Vers: 
Jeg skeler lidt til dig 
Men dit dobbeltsyn indbefatter ikke mig 
Men tænk hvis det nu gjorde 
Og det her var den store elskovsscene 
 
Så var du Erotikkens mystik 
Og jeg et objekt i din umiddelbare nærhed 
Klar til at smelte sammen med dig 
I helt nye æstetiske former 
 
Omkvæd: 
Kunstpiger med kunstbøger 
Retter på deres sjaler 
Mens de kigger ud af vinduet 
Og længes efter længsel 
 
Og længes efter vildskab i hverdagen 
Og længes efter store åbne vidder 
Og længes efter lys i mørket 
Og længes efter kærlighed

Kunstpiger med kunstbøger

Intet andet betyder noget 
- Sang no.3 / om græsset ved Moldevej (Stadion
Tekst og musik: Jacob Knudsen

Vers 1:  
Jeg skridter banen op 
og smider henkastet min trøje 
Jeg måler med med min hånd 
og flytter rundt på målet 

Jeg banker støvlerne mod dets stål 
Og griber hurtigt fat i bolden 
Mens jeg tager et tilløb 
Intet andet betyder noget 
 
Omkvæd:  
Nej, intet andet betyder noget 
Intet andet betyder noget 
Om himlens sluser åbner sig (ned over mig) 
Betyder intet andet noget 
 
Vers 2:  
Jeg bevæger mig i zigzag 
Og Spiller bolden rundt 
Jeg Vender hurtigt om 
Og løber ned mod hækken 

Jeg Svæver gennem luften 
Og Glider gennem græsset 
Jeg Banker jord af støvlerne 
Intet andet betyder noget 
 
Omkvæd: 
Nej, intet andet betyder noget 
Intet andet betyder noget 
Om himlens sluser åbner sig (ned over mig) 
Betyder intet andet noget 
 
Vers 3: 
Jeg samler min trøje op 
Fra det våde græs bag målet 
Og tørrer bolden af 
inden jeg går hjem gennem regnen 

Jeg mærker regnens stille rytme 
Mens dråber løber ned ad kinden 
Jeg tager støvlerne af og går op 
Intet andet betyder noget 
 
Omkvæd: 
Nej, intet andet betyder noget 
Intet andet betyder noget 
Om himlens sluser åbner sig (ned over mig) 
Betyder intet andet noget

Nej, intet andet betyder noget 
Intet andet betyder noget 
Om himlens sluser åbner sig (ned over mig) 
Betyder intet andet noget

Intet andet betyder noget

Bladene falder 
- Sang no.6 / om Poul Eriks butik med gamle blade (Den gamle by)

Om en butik med gamle blade og det lille reservat den lå i. I dag kan man se en butik der minder om den i Den gamle by.

1. Vers: 
Bladene falder 
styk for styk 
Ned på bordet i Poul Eriks  
bladbutik 
Og selv om de støver  
føles de som nye 
For jeg har ikke set bladene  
før på min ynglingshylde 
 
Og alle vi som kommer 
i Poul Eriks butik 
Mødes af hans smil  
og hans stålfaste blik 
der hastigt tæller bladene 
og glatter dem ud 
mens han hurtigt regner sammen 
og kommer med et bud 
 
2. Vers: 
Gamle historier  
fødes på ny 
Når jeg cykler hjem med posen  
gennem min by 
En serie af magasiner  
foldes ud 
Henover min egen lille prærie  
på Vesterbro 
 
Et blik rundt om hjørnet 
Et tråd den forkerte vej 
En mørk del af byen 
Der er helt ny for mig 
Et vindue med udsigt 
der er lidt for privat 
en stifinder på afveje 
i sit reservat 

3. Vers: 
Bladene falmer  
dag for dag 
det samme gør mit minde 
i denne sag 
Men minder er kun minder 
Hvis ikke de forsvinder 
Så jeg holder stædigt fast 
I mit figenblad 
 
Som en sidste mohikaner 
I glemte blade 
udstillet på hylden 
for nostalgisk glæde 
Der fortæller historien 
om et lille jubilæum 
Over gode ting 
I mit livs museum

Bladene falder

Vers 1:
En lille robot 
Fanget i en montre 
På British Museum 
Blandt mumier og sten 
 
Om dagen ligger den 
ganske musestille 
mens museumsgæster 
kigger på den 
 
Men efter lukketid 
Vågner den af søvnen 
Og rejser sig op 
Men kan ikke komme ud 
 
Det er noget så trist 
At være fanget i en montre 
Når man bare vil hjem 
Til Egypten 
 
Og sin elskede  
robotkæreste 
 
Vers 2: 
Men så en sen  
Aften efter midnat 
Lyser det pludselig 
I det mørke museum 
 
To tyveknægte 
Forklædt med hat og maske 
Vil stjæle de kostbare 
smykker fra museet 
 
De slår et kæmpe hul 
i montren med deres lygte 
og fylder deres sække  
og skynder sig væk  
og den lille robot 
kigger ud af hullet 
 
og ser sit snit 
til at stikke af 
 
og lede efter 
til Egypten 
 
Vers 3:
En lille robot 
På flugt i Londons gader 
Men alle bliver bange 
Og vil ikke hjælpe den 
 
De løber i stedet 
bange ned ad gaden 
Mens de råber at en mumie 
Prøver at fange dem 
 
Det bare en lille robot 
Men nu spreder den skræk og rædsel 
I London selvom  
den egentlig er sød 
 
Og politiet jager 
Den stakkels lille robot 
Der gemmer sig i en gyde 
Hvor ingen kan finde den 
 
Og håber at nogen 
hjælper den hjem

jacobknudsen

Pinned to spotlight

Popular tracks