Normalt står Lau Højen på scenen sammen med Carpark North. Siden 2003 har trioen udsendt seks album og en stribe singler. De tre unge efterskoledrenge, Søren Balsner, Morten Thorhauge og Lau, skulle blive et af Danmarks mest markante rockbands i 00’erne og 10’erne.
De fleste, der var i nærheden af en radio i 00’erne kender ”Transparent and Glasslike” og ”Save Me From Myself”.
Carpark North eksisterer stadig, men for øjeblikket forsøger Lau sig som solist. Han har bl.a. udsendt singlerne ”Stenfuglene”, ”Kun dig”, ”Hold mig tæt” og ”Køreturen/Flyveturen”.
Og hvorfor så det?
”Der er nogle ting, der ikke passer i et rockband,” siger Lau blandt meget andet i denne podcast, hvor han reflekterer over sit liv, Carpark Norths karriere indtil nu og sit soloprojekt. 
Lyt med og hør Jan indrømme en af sin karrieres store brølere. 
Men hør først og fremmest Lau Højen fortælle om: 
-	da han med en masse Dizzy Mizz Lizzy, Björk og Daft Punk i bagagen løb ind i en stormende forelskelse i højskolemiljøet. 
-	da han og de to andre opdagede, at deres første navn Weed ikke bare betød græs som i græsplæne.
-	hvad der inspirerede Carpark North, da de og bl.a. Nephew, Kashmir og Spleen United skabte en ny scene i dansk rock.
-	han har fået ud af ”Transparent and Glasslike”, der blev skrevet, inspireret af Sting og en oplevelse, da han fik bank af nogle tilfældigt forbipasserende bøller. 
-	det store privilegium, det er at være Carpark North.
-	første gang han mødte vildt ambitiøse Lukas Graham. 
-	hvad han og bandet fik ud af at optræde i Irak, trods stor modstand mod krigen i den danske befolkning.
-	da opgaven som support for Jared Letos band til 30 Second To Mars blev et vendepunkt for Lau som rocksanger.
-	da en medstuderende fra Konservatoriet uopfordret meldte sig ind i liveversionen af Carpark North.
-	da han blev ”savet over” af produceren Brian Sperber. 
-	kampen mod den forfærdelige sygdom, kræft, som Lau har gjort til en livssag, personligt og som artist.
-	overvejelserne om han, der er vokset op i en tryg familiebaggrund overhovedet havde ret til at byde ind med rock’n’roll. 
-	sin absolutte, store kærlighed til sin kone, der inspirerer ham som soloartist.
-	da en vens erfaringer som skilsmissebarn inspirerede til en ny single.  
-	hvordan han har brugt sin flyskræk konstruktivt

Samtale med Lau Højen om solokarrieren: Nogle sange passer bare ikke til rock'n'roll

En af de store sangskrivere på den danske musikscene, Anne Dorte Michelsen, har udsendt albummet ”Thumbs Up” – og så har hun i øvrigt modtaget Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. 

I anledning af det nye album har Jan Eriksen inviteret Anne Dorte Michelsen i POV Mediano Musics studie. Det handler selvfølgelig om det nye album, hvor der bl.a. er et par sange, der hver på sin måde tager udgangspunkt i MeToo – nemlig ”Det var de år vi var mest vrede” og ”Fucking feminister”.

Desuden er der nærmest en lille podcast i podcasten - en samtale om Carole Kings album "Tapestry". 

Ja, det er feministiske sange, men så alligevel måske ikke sådan 100 pct. Som ofte med Anne Dorte Michelsen er de sunget både med tongue in cheek og med dyb alvor.  Hvilket er Michelsens særkende.

”Vreden er destruktiv og kan gøre dig ensom, men ikke desto mindre er det befriende, berettiget og nødvendigt at udtryk for sin vrede. Som menneske skal man finde ud af, hvor man skal finde nødudgangen, ellers bliver man spist af sin vrede," siger Anne Dorte Michelsen, og fortsætter. 

”Det er sådan noget, man som kvinde har fået tudet ørerne fulde af: hvis du viser denne her vrede, hvis du viser de her følelser, så er du bare ikke sexet. Rødstrømperne var bare IKKE sexede. Det er jo sådan, man har plaffet kvindebevægelsen ned. De går med lilla ble, de har hængepatter. Det er en form for mobning, men det er også en magtkamp,”
 
I årene mellem 1979 og udsendte Tøsedrengene seks album og et hav af singler. Man kan sige, at Anne Dorte Michelsen og fx kollegaen Elisabeth tog den videre fra det fundament, som bl.a. Shit & Chanel, Trille og Hos Anna skabte i 70erne. Sangtekster med et kvindeligt perspektiv. Som Michelsen også har videreført i cabaretgruppen Venter på far. 

Det gav en del knubs i det meget testoteronfyldte mandlige anmelderkorps. 
”Det var hårdt,” siger Anne Dorte i podcasten, der dog både som solist og medlem af Tøsedrengene kunne varme sig ved et enormt pladesalg og den ene succes efter den anden. 

Podcasten handler også om, som i et par af de bedste sange på "Thumbs Up" - om at omfavne, at livet blev det, som det blev og er. Det er okay, det er godt nok

"Efter en lang periode med mange bryderier og mange mørke stunder og fortvivlelse og utilfredshed med min egen manglende evne til at håndtere ting i tilværelsen, som er kommet imod mig, og som jeg ville ønske, at jeg havde kunnet gribe anderledes an. Men det kunne jeg ikke. Så bliver det sang om det utroligt smertefulde med, at man hele tidens synes, at man burde kunne gøre det bedre. Det her optimeringsvanvid." 

Og det handler om som plus 60-årig at lytte til yngre generationer og samtidig sige fra, når man ikke synes, at man personligt kan tage det kollektive ansvar for klimakrisen. Som hun - igen med et glimt i øjet - synger:

"Jeg har hørt, I kalder mig for boomer, jeg aner ikke, hvad det er. Jeg fatter ikke jeres humor. Og lytter ikke så meget mere. Jeg kører bilen i garage og skænker mig et glas bordeaux. Jeg hører I kalder mig for boomer. Jeg lærte kun at riste runer, og det er der ingen fremtid i." 

I podcasten taler Anne Dorte Michelsen og Jan Eriksen desuden om …

- Anne Dortes og Maria Bramsens comeback i duoen Michelsen og Bramsen, hvor de synger de gamle sange. 
- inspirationen fra Anne Linnet og Holger Laumann, dengang Michelsen som 13-årig drømte om selv at komme til at stå på scenen. 
 - samarbejdet med Poul Bruun og Billy Cross.
- noget så eksotisk som lykkelige sange. 
- den bizarre begejstring for Barry Manilows "Mandy".

Anne Dorte Michelsen: Jeg står ved min vrede - men ingen kan kæmpe hele tiden

Velkommen til en ny Musikportrættet.

Marie Højlund har været med i adskillige bandkonstruktioner fra Tiger Tunes over Marybelle Catastrophy til Nephew, har lavet lydkunst i The Overheard og på Aarhus Teater, og så har hun groft sagt en ph.d i lyd. 
Det sikrede hende tilnavnet "Doktor Lyd" i Nephew, og det er også ordet "lyd" der er centralt i denne udsendelse, hvor Marie besøger Musikportrættet med sin yndlingsplade "Dummy" af Portishead. 

Denne podcast kredser om ambiens og miljø i musikken og i det levede liv. Det handler om det mystiske, og Marie fortæller om at udvikle lyttesansen i mørke nattetimer på Præstegården i Silkeborg, lyttende efter lydene fra kirkegården. 
Det handler om det overhørte - de ting man hører, men som ikke er rettet til én, og ikke at høre de ting der ER rettet til én. 

Men udsendelsen består også at de fem numre som Marie har udvalgt fra sin yndlingsplade, og fortællinger om tilgangen til at lave musik i Nephew, og hvad Maries ankomst til bandet ændrede på. 
Gæst: Marie Højlund. Vært: Lasse Yde Hegnet.
 
Du kan høre hele udsendelsen her:

Musikportrættet #7 - Marie Højlund og Portisheads Dummy

Mediano Music beskæftiger sig med alle former for musik. Lige fra folk med 30-40 år livserfaring til helt nye kunstnere, der er på vej frem.

Hos Mediano Music er det fordybelse, historien og vigtigst af alt musikken, der er i centrum.

Samtale med Lau Højen om solokarrieren: Nogle sange passer bare ikke til rock'n'roll

Mediano Music

Related tracks