Foto: Torben Christensen (c)

Omkring årsskiftet udsendte Gnags en ny single, ”Kold vinternat”, som er forløber for et kommende album. I den anledning kørte Jan Eriksen på besøg hos en af de sande legender i dansk rockmusik, Per Christian Frost – mangeårig guitarist i Gnags. Senest vendte han tilbage til Gnags i 2015 – 41 år efter, han kom med første gang.

”Dengang spurgte Jens mig, om jeg kunne tænke mig at spille guitar i Gnags, og the rest is history,” som Per Frost siger i podcasten.

Det er blevet til den hidtil længste podcast (i et enkelt afsnit) i POV Mediano Musics historie. For der var meget at tale om den flotte, tidlige forårsdag i udkanten af Risskov. Mange refleksioner over udviklingen i dansk rock gennem de sidste 50 år, og hvad, det er musik kan røre i mennesker og hvad, der er musikerens rolle i den sammenhæng.

"Individuel kunnen på instrumenter er fantastisk. Men hvis alle bare bliver skolastisk dygtige, kommer det let til at lyde, som noget man har hørt før. next level i noget, der bare bliver endnu sværere. Men hvis man har fire gutter, der har været sammen siden teenageårene, hvor man har lært at bøje af mod hinanden, ligesom vi har gjort i Gnags – og som Gasolin’ gjorde, opstår der personlighed i et band, der ikke lyder som nogen andre. Tag de der grupper, vi elsker Stones og Beatles. Det er kampene, der skaber det unikke. Man bliver nødt til at bøje for ikke at knække. Det er i øvrigt også et AG – citat."

Per Frost købte sin første guitar i Hagstrøm i Vestergade i Aarhus for 109 kr., og sin første Hoeffner bas i Randers: ”årgangen ældre end Paul McCartneys. Åndssvagt, at jeg har skilt mig af med den..."

Som 13-årig havde han sine første faste spillejob på et mælkediskotek i Mundelstrup ved Aarhus.
Han kom hurtigt ind i et musikermiljø med bl.a. Georg Olesen pg Svend Erik Lerchenfeldt (senere Taurus og TV-2), Lars Muhl, Henning Stærk, Jens G. Nielsen (Gnags) og Lis Sørensen.

Hør Frost fortælle om en vild ’studierejse’ til punkens og new wavens London i 1977, hvor Huey Lewis røg Frost så ”absurd skæv”, at nogle hooliganoptøjer ved Queen Park Rangers stadion lignede en surrealistisk film.

Det er historien om Gnags’ rejse fra sen-hippie kollektiv til rock’n’roll orkester omkring Burhøns 1979 og den senere inspiration af engelske Steel Pulse's besøg i Gnags’ studie – ”det var totalt Cheech and Chong”. 

Det besøg gav inspiration fra reggae og caribisk musik, der skulle gøre Gnags til pionerer  – og som fik Frost til at gå tilbage til rollen som bassist. Det blev så også porten ind til en æra, som skulle gøre Gnags til det største dansk rockband i en periode.

”Vi havde lyttet meget til reggae. Men Carl Pitterson lærte os at vi skulle holde fast i rock og pop. Vi lærte hurtigt at elske os selv som en form for bastard, der ikke bare tog de ting, der var gængse i Jamaica-reggae”.

Frost forlod Gnags, da bandet var kørt fast, og da ingen af de andre medlemmer var med på Per Frosts forslag til en måde at afrunde æraen. Hør hvilket i podcasten.

Du kommer du helt med ind i maskinrummet i Gnags og hører hvordan f.eks. numre som Rytmehans og Safari blev til. Om bandets musikalske visioner og Men selvfølgelig handler det også om Frosts solokarriere og mange jobs som side man for bl.a. Sanne Salomonsen, Lis Sørensen og Poul Krebs.

Og den aften i 1997, hvor Frost fandt sig selv på scenen sammen med B.B. King.

Lyt til podcasten her:

Fem årtier med Gnags - guitaristen Per Frost: Hvis man ikke bøjer sig, knækker man

En af de store sangskrivere på den danske musikscene, Anne Dorte Michelsen, har udsendt albummet ”Thumbs Up” – og så har hun i øvrigt modtaget Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. 

I anledning af det nye album har Jan Eriksen inviteret Anne Dorte Michelsen i POV Mediano Musics studie. Det handler selvfølgelig om det nye album, hvor der bl.a. er et par sange, der hver på sin måde tager udgangspunkt i MeToo – nemlig ”Det var de år vi var mest vrede” og ”Fucking feminister”.

Desuden er der nærmest en lille podcast i podcasten - en samtale om Carole Kings album "Tapestry". 

Ja, det er feministiske sange, men så alligevel måske ikke sådan 100 pct. Som ofte med Anne Dorte Michelsen er de sunget både med tongue in cheek og med dyb alvor.  Hvilket er Michelsens særkende.

”Vreden er destruktiv og kan gøre dig ensom, men ikke desto mindre er det befriende, berettiget og nødvendigt at udtryk for sin vrede. Som menneske skal man finde ud af, hvor man skal finde nødudgangen, ellers bliver man spist af sin vrede," siger Anne Dorte Michelsen, og fortsætter. 

”Det er sådan noget, man som kvinde har fået tudet ørerne fulde af: hvis du viser denne her vrede, hvis du viser de her følelser, så er du bare ikke sexet. Rødstrømperne var bare IKKE sexede. Det er jo sådan, man har plaffet kvindebevægelsen ned. De går med lilla ble, de har hængepatter. Det er en form for mobning, men det er også en magtkamp,”
 
I årene mellem 1979 og udsendte Tøsedrengene seks album og et hav af singler. Man kan sige, at Anne Dorte Michelsen og fx kollegaen Elisabeth tog den videre fra det fundament, som bl.a. Shit & Chanel, Trille og Hos Anna skabte i 70erne. Sangtekster med et kvindeligt perspektiv. Som Michelsen også har videreført i cabaretgruppen Venter på far. 

Det gav en del knubs i det meget testoteronfyldte mandlige anmelderkorps. 
”Det var hårdt,” siger Anne Dorte i podcasten, der dog både som solist og medlem af Tøsedrengene kunne varme sig ved et enormt pladesalg og den ene succes efter den anden. 

Podcasten handler også om, som i et par af de bedste sange på "Thumbs Up" - om at omfavne, at livet blev det, som det blev og er. Det er okay, det er godt nok

"Efter en lang periode med mange bryderier og mange mørke stunder og fortvivlelse og utilfredshed med min egen manglende evne til at håndtere ting i tilværelsen, som er kommet imod mig, og som jeg ville ønske, at jeg havde kunnet gribe anderledes an. Men det kunne jeg ikke. Så bliver det sang om det utroligt smertefulde med, at man hele tidens synes, at man burde kunne gøre det bedre. Det her optimeringsvanvid." 

Og det handler om som plus 60-årig at lytte til yngre generationer og samtidig sige fra, når man ikke synes, at man personligt kan tage det kollektive ansvar for klimakrisen. Som hun - igen med et glimt i øjet - synger:

"Jeg har hørt, I kalder mig for boomer, jeg aner ikke, hvad det er. Jeg fatter ikke jeres humor. Og lytter ikke så meget mere. Jeg kører bilen i garage og skænker mig et glas bordeaux. Jeg hører I kalder mig for boomer. Jeg lærte kun at riste runer, og det er der ingen fremtid i." 

I podcasten taler Anne Dorte Michelsen og Jan Eriksen desuden om …

- Anne Dortes og Maria Bramsens comeback i duoen Michelsen og Bramsen, hvor de synger de gamle sange. 
- inspirationen fra Anne Linnet og Holger Laumann, dengang Michelsen som 13-årig drømte om selv at komme til at stå på scenen. 
 - samarbejdet med Poul Bruun og Billy Cross.
- noget så eksotisk som lykkelige sange. 
- den bizarre begejstring for Barry Manilows "Mandy".

Anne Dorte Michelsen: Jeg står ved min vrede - men ingen kan kæmpe hele tiden

Velkommen til en ny Musikportrættet.

Marie Højlund har været med i adskillige bandkonstruktioner fra Tiger Tunes over Marybelle Catastrophy til Nephew, har lavet lydkunst i The Overheard og på Aarhus Teater, og så har hun groft sagt en ph.d i lyd. 
Det sikrede hende tilnavnet "Doktor Lyd" i Nephew, og det er også ordet "lyd" der er centralt i denne udsendelse, hvor Marie besøger Musikportrættet med sin yndlingsplade "Dummy" af Portishead. 

Denne podcast kredser om ambiens og miljø i musikken og i det levede liv. Det handler om det mystiske, og Marie fortæller om at udvikle lyttesansen i mørke nattetimer på Præstegården i Silkeborg, lyttende efter lydene fra kirkegården. 
Det handler om det overhørte - de ting man hører, men som ikke er rettet til én, og ikke at høre de ting der ER rettet til én. 

Men udsendelsen består også at de fem numre som Marie har udvalgt fra sin yndlingsplade, og fortællinger om tilgangen til at lave musik i Nephew, og hvad Maries ankomst til bandet ændrede på. 
Gæst: Marie Højlund. Vært: Lasse Yde Hegnet.
 
Du kan høre hele udsendelsen her:

Musikportrættet #7 - Marie Højlund og Portisheads Dummy

Mediano Music beskæftiger sig med alle former for musik. Lige fra folk med 30-40 år livserfaring til helt nye kunstnere, der er på vej frem.

Hos Mediano Music er det fordybelse, historien og vigtigst af alt musikken, der er i centrum.

Fem årtier med Gnags - guitaristen Per Frost: Hvis man ikke bøjer sig, knækker man

Mediano Music

Related tracks