Som datter af Annisette og Thomas Koppel er Naja Rosa Koppel er født ind i musikken. I denne podcast, der tager udgangspunkt i Naja Rosas nye album ”Closer to the Sun”, slår hun og Jan Eriksen indtil flere cirkler frem og tilbage til dengang i begyndelsen af årtusindet, da hun blev medlem af forældrenes The Savage Rose. 

Efter Thomas Koppels død i 2006 er Savage Rose i høj grad blevet Najas, hendes kæreste Anders Holms og selvfølgelig Annisettes fælles projekt. Sammen med søsteren Billie Koppel har de oprettet selskabet South Harbour (aka Sydhavnen), som bl.a. udsender Najas ”Closer to the Sun”.

Så Naja Rosa fører altså faklen videre både som solist og som medlem af The Savage Rose. 

Efter 16 år i USA er hun og Anders Holm flyttet hjem til Sydhavnen – sammen med deres datter Rita Uma, der nu er med ude på koncertstederne, når mor og far optræder. Endnu en cirkel, der er sluttet.

Også som sanger fører Naja Rosa depechen videre. Hun har sit eget stærke  udtryk, men nu hvor chancen er der, må spørgsmålet stilles: Du har været tæt på Annisette i lidt over 40 år. Hvor kommer magien, der strømmer ud fra hendes stemme, hver gang, hun åbner munden, fra? 

"Det er vildt, hvad den lille kvinde rummer af store ting. Hun blæser altså mig omkuld, hver gang hun åbner munden. Det er vildt, hvad den lille kvinde rummer af store ting. Hun blæser altså mig omkuld, hver gang hun åbner munden. Vi er blevet virkelig et makkerpar både i venskab og i musik og kærlighed og forældreskab,” siger Naja Koppel, der efterhånden er kommet overens med tabet af sin far for 16 år siden.

"De første mange år var han virkelig tæt på hele tiden, han kommer stadig forbi, ikke mindst i musikken, nogle gange står vi i cirklen – er det ikke ligesom om der mangler nogen, hvem er det, der mangler? Nåeh joeh, det er Thomas." 

I podcasten fortæller Naja Rosa om:

-	da hun satte sig ved klaveret, som ikke havde været i brug efter Thomas Koppels død, og opdagede, at hun havde ham i sig og kunne komponere.
-	samarbejdet og samværet i ”familien Savage Rose”.
-	det desværre lidt underkendte album ”The Place I Call Home”, der blev til under en rejse rundt i USA stort set uden forudgående aftaler, og hvor Holm og Naja Rosa bl.a. mødte bluesmusikeren Coco Robicheaux, der var med til at sætte sit aftryk på deres album.  
-	en tid, hvor Naja Rosa og hendes kæreste måtte træffe nogle vigtige valg sammen for hver for sig for at kunne komme videre sammen.
-	mødet med produceren Brian Batz, der har været med til skabe et nyt og anderledes, meget storladent udtryk på ”Closer to the Sun”, der trækker tråde tilbage den gospel-følelse, der altid har været i Savage Rose og samtidig er mere eller mindre 100 pct. elektronisk som på det nye album.
-	de mange tanker og refleksioner, delvis som følge af en selvudviklingsproces, der ligger bag teksterne på det nye album.

Naja Rosa Koppel fører faklen videre: Vi er nødt til at tro på, at solen skinner på den anden side

Vi kender alle lyden af korsangerne, der besmykker og bringer harmoni og luft i musikken. Vi hører dem løfte omkvæd efter omkvæd, men hvem er de? Mange af de såkaldte korsangere arbejder i skyggen af stjernerne. 

I denne POVcast taler Jan Eriksen med Gry Harrit, der medvirker på mere end 100 danske plader. Efter en pause i 0’erne vendte hun tilbage som korsanger nu kun for Sebastian – og ellers som solist. Foreløbig har Gry Harrit udgivet en del singler, et album og en EP. 

Den aktuelle anledning, medio februar 2024, er Gry Harrits rolle som primus motor i en hyldestkoncert d. 25. februar i Amager Bio til ære for en anden af Sebastians musikere, bassisten Michael Friis, der døde lillejuleaften 2023.
Det siger en del om Friis mangeårige karriere og betydning for den danske musikscene, at legendariske bands som Kenneth Knudsens Anima og Culpeppers Orchard er gendannet til lejligheden. 

Af andre navne ved koncerten kan nævnes Sebastian, Kenneth Knudsen, Paul Banks, Lasse & Mathilde, Ole Fick, Jesper Haugaard, Anne Eltard, Klaus Menzer, Esben Just, Søren Frost, Henrik “SP” Schou Poulsen, Perry Stenbäck, Ole “Fessor” Lindgreen, Søren Rislund, og Gry Harrit selv. Plus mange flere. 

"Det er meget sjældent, at man kan have et venskab på tværs af køn og som spænder over en stor aldersforskel. Jeg er stolt over, at Michael og jeg kunne sige, at vi elskede hinanden uden, at det handlede om, at vi skulle være kærester," siger Harrit.

POVcasten er også en historie om hårde arbejdsvilkår i musikbranchen, hvor alle er freelancere og kun få er bedre end deres seneste hit. Som datter af saxofonisten Niels Harrit er Gry nærmest født ind i branchen. 

"Når man laver musik, bruger man afsindigt mange timer og økonomisk er det også store udlæg. Indtjeningsmulighederne bliver færre og færre. Jeg er et ret handlingsorienteret menneske, og har også mange ressourcer, men jeg har også spildt mange ressourcer og lavet sindssygt mange fejl.  Og forsøger på at undgå at gentage mine fejl," siger hun grinende. 

Det er en historie om arbejdsvilkårene i en hård branche, hvor Gry Harrit bl.a. har oplevet at ”blive lagt ned i en skuffe i tre år” på et pladeselskab.
 
Så det handler om tvivl, misogyni og modstand. Men det er også en historie om de gode ting, venskaber, samarbejde, støtte, kærlighed i musikbranchen. Harrit er aktiv i Foreningen Musikbevægelsen af 2019, en forening for kvinder, ikke-binære og transpersoner med virke i musikbranchen. Med andre ord kønsminoriteter i musikbranchen. Foreningen arbejder bl.a. for at sprede budskabet, at – for nu at låne af Sebastian – du er ikke alene. 

Gry har blandt mange andre sunget kor på plader med og/eller optræde med bl.a. Lene Siel, Svenne & Lotta, Birthe Kjær, Michael Falch, Nikolaj Christensen, Peter Belli, Björn Afzelius, Ivan Pedersen, Anne Linnet, Big Fat Snake, SPJustFrost, Allan Olsen, Szhirley, Henning Kvitnes, Sebastian, Krebs – inden en selvvalgt pause. 

Nu udgiver hun selv musik og er engageret er altså en del af Sebastians band. 

"Det er magisk for mig. Mange siger, at det er en stor ære. Og det er det også. Og så siger jeg bare, "Tak, Knud"," siger Gry Harrit.

Denne POVcast er Gry Harrits historie – det er en hyldest både til sangerne i baggrunden uden hvem musikken ville miste en dimension – og det er en hyldest til Michael Friis. Og måske også lidt til Knud Christensen aka Sebastian. 

Og kan sagtens lyttes til efter mindekoncerten 25. februar 2024.

Gry Harrit - om modstand og fælleskab i branchen - og hyldest til Sebastian og Michael Friis

"I arrangementerne på de fleste numre findes en hjerteligt intim og tidløs atmosfære, som jazzvokalist er hun meget varm og blid og en af de bedste, der findes." (Anmeldelse i det svenske musikmagasin LIRA).

Den danske jazzsanger og -guitarist Mette Juul høster store roser verden over for sit seneste album, ”Celeste”. Herhjemme har Gaffa givet det fem stjerner.

De seneste tre-fire år er POV Mediano Musics Jan Eriksen i stigende grad begyndt at lytte til jazzmusik. Først og fremmest blå jazz – cool jazz, bossa nova. 

Læs evt. mere her: 
https://pov.international/kind-of-blue/

Så tiden er inde til jazz i en POVcast – der har dog tidligere været besøg af Cæcilie Norby, Fredrik Lundin og Trinelise Væring. Denne gang handler det altså om Mette Juul. 

Det er historien om en kunstner, der voksede op i østjyske Hornsyld, mødte et vendepunkt, da hun som 13-14årig tilfældigt hørte en percussionist (formentlig Marilyn Mazur) i Horsens. Et senere vendepunkt var et kassettebånd med Joni Mitchells album ”Don Juan’s Reckless Daughter”, som en kæreste sendte til hende. 

”Jeg malede meget dengang, og røg i øvrigt også - så der stod jeg og malede og røg og lyttede til Joni Mitchell,” som hun siger… Når jeg lytter til hende, har jeg det som om det er mig, alene hun rammer i hjertet. Men det samme kan masser af andre jo sige.” 

Derfra gik det videre gennem undervisning – bl.a. på musikkonservatoriet – til en karriere som solist. Efter sejren i en musikkonkurrence i Estland har Juul optrådte meget rundt omkring i Europa.
 
På det nye album, ”Celeste”, er der versioner af diverse jazzstandarder og numre, hun selv har skrevet. Det er klassikere, ja, men i det musikalske rum, der opstår mellem Juul, den amerikanske guitarist Mike Moreno og den svenske bassist Lasse Danielsson er der intet, der lyder helt, som det plejer.

”Celeste betyder himmelsk eller at være tæt på himlen. Et sted, hvor lytteren inviteres til at drømme sig væk fra tidens intense verden og ind i et håbefuldt sfærisk lydunivers,” som det er skrevet om det nye album.

Et eksempel er ”Nothern Woods”, som kan høres i POVcasten.

”Jeg tror på, at der sker noget med én, når man kommer ud i en skov. Hele ens sanseapparat, duftene – man bliver påvirket af luften, også øjet. Det grønne. Det kan være, at jeg har skrevet Northern Woods, fordi jeg har en længsel efter noget mere natur,” siger Mette Juul. 

I denne POVcast handler det om sang, musikalsk proces, at finde sig selv i en kreativ verden, at kaste sig ud i sange fra den såkaldte The Real Books, der er sunget hundredevis af gange før – og om at finde sine ben, når man ankommer fra en lille jysk provinsby til jazzland med firetoget. 

”Jazz holder dig openminded. Det slår mig, at det sgu er et meget godt drug. Det er sundt, der er god næring i. Musikken er levende, du kan ikke tage den i hånden. Den vil hele tiden komme glide ud gennem fingrene og komme ud i nye formationer."

Sanger og guitarist Mette Juul: Jazz er et meget godt drug – og det er sundt og nærende

I denne POVcast taler Jan Eriksen med en af de første kvindelige danske kvindelige sangskrivere med succes, Pia Raug. Album som ”Hej lille drøm”, ”Saga”, ”Det” (med Inger Christensens digte) og ”Iskrystaller” satte en gang for alle pioneren på det musikalske danmarkskort. 

Efter et par årtier som fagpolitiker oplever hun nu et sent comeback. 

Unge kolleger som bl.a. Tina Dickow og især Kresten Osgood og Signe Høirup Wille-Jørgensen, som Raug har optrådt sammen med, viser deres respekt. 

Alene i marts har Pia Raug og hendes faste medmusikant og nabo Søren Thuesen syv job. 

I begyndelsen af marts kørte POVs Jan Eriksen til Omø - med bare 152 indbyggere - sydvest for Sjælland, for at tale med ”Den danske Joni Mitchell”, som hun engang blev kaldt. Om historien og vejen tilbage til scenen og hvad, der blev af den lille drøm. 

Pia Raugs ”Regnvejrsdag i november” – den med ”Jeg vil male dagen blå” -  er for længst folkeeje og optræder i adskillige sangbøger – også Højskolesangbogen. Den kan findes i et hav af versioner på sociale medier. 

Det skulle vise sig at blive en humørfyldt, meget ærlig og til tider følelsesladet samtale i det gamle husmandssted på Omø.

I årevis havde Pia Raug følelsen af at være ude af sync med sin samtid. 

”’Hej lille drøm’ blev enormt populær, men det har også været den, der kunne skille mig fra mine samtidige musikere. De kunne godt nok brække sig i lårtrykke stråler over den plade. Det har jeg som sanger været ked af. For man drømmer om at have et fællesskab.”

I forbindelse med udgivelsen I 2015 af bokssættet "Fugleflugt" lyttede Pia Raug for første gang i årevis til "Hej lille drøm".

”Pludselig kunne jeg forstå, hvad de mente. Men samtidig kunne jeg høre, hvor afsindigt flot akkompagnementet er. Jeg kunne forstå, at det var den, der satte min karriere i gang, og som har gjort at jeg kunne blive ved indtil nu,” siger hun, og tilføjer:

”Jeg har opdaget, at der har været en del mødre som har tvangsstoppet deres børn i lange perioder, flere år, med Pia Raug-sange – i dag møder jeg nogle af dem, hvis mødre har introduceret dem til en anden måde at tænke musik på, som kunne få dem til f.eks. at blive malere, fotografer og hvad ved jeg."
 
Så det handler om anerkendelse og genkendelse. Men det handler også om: 

-	arbejdet og succesen med Raugs musik til Inger Christensens langdigt ”Det”. Og det menneskelige grundvilkår, angst – og poesien som den eneste rigtige medicin.
-      de tidlige år, hvor hun bl.a. var med til at starte Midtfynsfestivalen.
-      Joni Mitchell, som hun engang var til bal i den borgerlige sammen med. Betalt af ABBA. Kan man sige. 
-	Raugs arbejde i diverse faglige råd og foreninger, i Danmark og internationalt.
-	samarbejdet med og begejstringen for diverse musikere og især lydtekniker og producer Flemming Rasmussen, der ubesværet skiftede fra indspilninger med Metallica til Pia Raug. 
-	Forholdet mellem kunst og krig – for 30 år siden og nu. 
-	myten om Achilleus og skildpadden … 

I slutningen kan du høre den endnu uudgivne sang "Flaget", en sang Pia Raug skrev til sin gode veninde Lisbeth Kirk, der var gift med den nu afdøde EU-parlamentariker Jens-Peter Bonde. Sangen fortjener en bedre indspilning end via Jan Eriksens telefon. Men optagelsen giver en fornemmelse af, hvad det er for en sang.

Pia Raug: Om kunsten at blive anerkendt for det, man kan - og ikke kun bebrejdet det, man ikke kan

Pligten Kalder har netop udsendt EP'en 'Til afståelse'.  Under deres seneste turne optrådte Johan Olsen - også kendt fra Magtens Korridorer - Torben Steno, Peter Jessen og Søren Mikkelsen flere steder for udsolgte huse. 

Orkestret, der egentlig begyndte som en værtshusjoke, har i sit eget rolige tempo opbygget et stort stampublikum. 

Man kan roligt sige, at intet andet i Danmark lyder som Pligten Kalders  kabaretagtige chanson og poppoesi.
 
Torben Steno er kendt for sit journalistiske virke som radio, podcast- og tv-vært, men i denne i POVcast handler det altså om musikken.

Steno og Jan Eriksen taler blandt meget andet om Pligten Kalders nye EP  – og diverse andre plader i Stenos eget navn. Bl.a. ældresagspop-nummeret ”Kun kommunen kender din krop,” (oprindelig skrevet til Mette Horns teaterforestilling ”Damen med de blå tænder”). 

Sangen handler om livet som gammel på den sidste station, plejehjemmet, og den haft ret svært ved at trænge igennem lydmuren.
 
”Man kan skrive og fremføre sange om hvad som helst, men
åbenbart ikke om at gå med tung voksenble på et plejehjem,” som Steno siger, og tilføjer:  

"Nu ved du jo, at dem, der i dag sidder på plejehjemmet, er dem, der var unge, da Jimi Hendrix var på toppen."

Men hvorfor har ældresagspoppen trange kår? Det taler Torben og Jan om i POVcasten. 

Lyt med og hør:

-	om at sætte ord på det, som ’man’ ellers ikke synger om.
-	inspirationen til Pligtens Kalders dansktophit 'Tre ældre kvinder på en tom bøssebar i november'. 
-	om Torben Stenos ikoniske elastikoptrukne Optigan-orgel, som han frelste fra et kummerligt endeligt i Svendborg, og som nu spiller en særdeles central rolle i Pligten Kalder.
-	hvilken rolle Sidse Babett Knudsen og for den sags skyld også Amanda Lear spiller i en af Stenos mange sange. 
-	en uforbeholden hyldest til John Mogensen, der med Stenos ord "flyder i hans årer". 
-	Guitaristen Ivan Horns sidste indspilning nogensinde 
-	Pligten Kalder-musicalen ”Emhætte og ulven”, hvor Johan Olsen spiller figuren Emhætte, der besidder en glidende kønsidentitet et ubestemmeligt sted mellem de p.t. kendte 74 køn. 
-	”Det eneste, der er en stensikker kommerciel succes lige nu. Det er musicals,” som Steno siger. 
-	Steno, om end lidt skeptisk, give et lille indblik i arbejdsprocessen i Pligten Kalder.

"Hvad er der så mere?," for nu at citere den ene af to John Mogensen-sange, du kan høre i POVcasten. 

Ja, der er så bare det at lytte med her:

Torben Steno - og Pligten Kalder: Fulde huse, værtshuskunst, fake-jazz og ældresagspop

Ved udgangen af 1963 og godt ind i 1964 hærgede Beatlemania den halve verden. Den eksplosivt voksende succes må have virket inspirerende på John, Paul, George og Ringo, for albummet ’A Hard Day’s Night’, der udkom for 60 år siden (primo juli), er et overflødighedshorn af formidabelt melodiske rocksange, to- og trestemmige harmonier. Med sin delvis akustiske Rickenbacker-lyd blev albummet en masterclass for, hvad der skulle følge af populær rockmusik de følgende foreløbig seks årtier.
  
Og så er det albummet, hvor John Lennon med hele 10 sange, som han overvejende har skrevet, shiner mere end han skulle komme til i resten af The Beatles levetid. 

I øvrigt er albummet jo også delvis soundtrack til filmen ’A Hard Day’s Night’.

For sjette gang har Jan Eriksen inviteret musiker og foredragsholder Per Wium med som gæst i en POVcast.

Per og Jan er begge tilbøjelige til at kalde ’A Hard Day’s Night' til det bedste af de 12 ’officielle’ The Beatles album.
 
”I 1964 har The Beatles forfinet deres sangskrivning, og de de får den interne konkurrence. Både Lennon og McCartney skriver fantastiske sange på dette tidspunkt. De har optrådt så utrolig mange gange op til albummet – så de er dødhamrende rutinerede. De spiller smaddergodt sammen. De er på vej mod noget nyt og spændende med et utrolig højt udgangspunkt," siger Per Wium.

”Jeg synes, The Beatles er lige så spændende i starten, som de bliver senere hen. Nogle gange føler jeg mig næsten som ambassadør for det tidlige Beatles. Og det er så det, jeg er, og det vil jeg også gerne være. Jeg synes, The Beatles er musikalsk spændende fra 'Please, Please Me' albummet fra 1963."

Per Wium driver Facebooksitet ’A Hard Day’s Night – kom tæt på musikken’ i samarbejde med redaktør Hans Henrik Schwab. Hans Henriks artikel om ’A Hard Day’s Night’ citeres et par gange  i POVcasten. 

---

Efter fem et halvt år og, ifølge SoundCloud, 280 POVcasts er dette den sidste. De seneste par år har Jan Eriksen drevet platformen selv:

"Det har været en fantastisk hobby – en passion, måske ligefrem - for mig. Den bedste hobby, jeg kunne forestille mig. Men fremover vil jeg prioritere min tid anderledes. Det er tidskrævende, og det er ingen hemmelighed, at rigtig meget kreativt arbejde finder sit endelige udtryk uden anden belønning end glæden ved at se og høre det finde et publikum. For nu at sige det sådan. 

På et tidspunkt satte jeg en grænse – når jeg når 300.000 streams på hhv. Mediano Musics og POV Internationals SoundClouds platforme tilsammen, stopper jeg. Det tal nås inden sommer.
 
Tusind tak til alle jer, der har lyttet med og jer, der vil gøre det i fremtiden. POVcastene ligger der jo stadig på diverse platforme. 

https://soundcloud.com/mediano_music
medianomusic.nu
https://www.janhaveeriksen.dk/podcast/

Og selvfølgelig kæmpe stor tak til alle, der har støttet undervejs: 

Peter Brüchmann, Peter Rubek Nielsen, Tanja Brinks Toubro, Thomas Nørskov Hansen, Lasse Yde Hegnet, Jens Jam Rasmussen, Per Wium, Thomas Ulrik Larsen, Steffen Jungersen, Henrik Tuxen, Thomas Trolle Hemdorff, Arno Guzek, Dennis Greis Lydom, Andreas Hemmeth og Anna Lidell.

POV Mediano Music album - 60 år med A Hard Day's Night: The Beatles i topform

Mediano Music beskæftiger sig med alle former for musik. Lige fra folk med 30-40 år livserfaring til helt nye kunstnere, der er på vej frem.

Hos Mediano Music er det fordybelse, historien og vigtigst af alt musikken, der er i centrum.

Naja Rosa Koppel fører faklen videre: Vi er nødt til at tro på, at solen skinner på den anden side

Mediano Music

Related tracks