Har du bemærket det? Klimadebatten fylder mindre, end den gjorde for bare få år siden. Det kan næsten føles, som om luften er gået af ballonen. Vi lover ikke nemme svar, men vi giver dig et nyt perspektiv – og måske endda en smule håb. 
Både statsministeren, medier og kommentatorer nævner det. Klimakampen er på vej retur. Men er det virkelig tilfældet, eller er vi vidne til et skift i, hvordan vi taler om og handler på klimaforandringerne? Bare fordi klimakampen ikke fylder det samme i debatten behøver den jo ikke være tabt. 
Derfor tager vi fat på spørgsmålet, der brænder under overfladen: Har klimakampen mistet pusten, eller er den på vej ind i et nyt gear?
Med Ukraine-krigen, økonomisk usikkerhed i EU og en mulig Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus er der mange faktorer, der trækker opmærksomheden væk fra klimaet. Samtidig hører vi om EU’s kamp for at konkurrere med USA og Kina, der begge støtter deres grønne teknologier med massive statsstøtteprogrammer. Men er det hele sort i sort? Ikke ifølge postdoc Jakob Dreyer fra Københavns Universitet.
I podcasten forklarer Dreyer, hvordan krigen i Ukraine på paradoksal vis har accelereret den grønne omstilling ved at fremhæve Europas afhængighed af russisk gas. Samtidig peger han på, at grøn teknologi kan være en nøgle til økonomisk genopretning i Europa, der kæmper med inflation og finansielle udfordringer.
Vi ser også på de signaler, der sendes fra verdens største magter. Hvorfor blev ledere som Joe Biden og Xi Jinping væk fra det seneste klimatopmøde? Og hvad betyder det, når selv EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, bliver væk? Er det et tegn på, at klimakampen er blevet nedprioriteret? Eller måske, at den er ved at finde nye veje uden for den traditionelle politiske arena?
Vi lover ikke nemme svar, men vi giver dig et nyt perspektiv – og måske endda en smule håb. For mens politikerne tøver, er erhvervslivet allerede langt fremme. Fra kæmpe vindmølleparker til massive solcelleprojekter ser vi, hvordan innovation og grøn teknologi stadig skaber momentum.
Lyt med, når vi dykker ned i en debat, der ikke blot handler om klimaet, men også om økonomi, geopolitik og fremtidens arbejdspladser. Er klimakampen død, eller har den bare ændret form? Svaret vil måske overraske dig.
Lyt og vær med til at tage pulsen på verdens vigtigste kamp.

Klimakampen: Slutspurt eller stopklods?

Rumænien: Et valg der sender chokbølger gennem EU – en fortælling om fred og forandring
Det er ikke hver dag, vi hører om Rumænien i de danske nyheder, men når vi gør, er det ofte som en fodnote i EU-dagsordenen. For nylig fik Rumæniens præsidentvalg dog en kort plads i mediestrømmen: En EU- og NATO-kritisk kandidat tog føringen i første valgrunde. Men hvad ligger bag denne opsigtsvækkende udvikling, og hvad siger det om Rumæniens forhold til EU?
Fra begejstring til kritik
Rumænien har længe været kendt som et af de mest EU-entusiastiske medlemslande – en begejstring, der nu ser ud til at falme. Landet, der kæmper med fattigdom og korruption, har fået mere kritiske øjne på Bruxelles. Forklaringen? Krigen i Ukraine. Rumænien grænser op til konflikten, og frygten for at blive trukket med i krigen præger vælgernes prioriteter.
Ifølge Florin Orban, seniorredaktør ved Radio Romania International, var valgkampens store overraskelse kandidaten Călin Georgescu. Han præsenterede sig som fredens stemme – et budskab, der gik rent ind i en tid præget af usikkerhed. Men Georgescu er ikke udelukkende fredens mand. Hans kritiske holdning til EU og NATO samt hans tidligere udtalelser, hvor han roste fascistiske historiske figurer, har givet ham et kontroversielt ry. Han repræsenterer en voksende gruppe af vælgere, der kræver en ny kurs i rumænsk politik.
Modstanderen: En EU-støtte med ultraliberal dagsorden
Georgescus modstander i anden runde, Elena Lasconi, står som en skarp kontrast. Hun repræsenterer partiet Save Romania Union, der er medlem af den pro-europæiske gruppe Renew Europe i Europa-Parlamentet. Med en ultraliberal profil og stærk støtte til EU og NATO fremstår hun som garant for Rumæniens fortsatte vestlige kurs. Men hendes politik appellerer primært til landets progressivt orienterede bybefolkning.
Et splittet landskab
Resultaterne af det samtidige parlamentsvalg viser en fragmenteret politisk scene. Socialdemokraterne vandt valget med blot 23 % af stemmerne, mens flere EU-positive partier tilsammen kan danne flertal – hvis de kan enes. Det kræver en politisk regnbuekoalition, der spænder over meget forskellige ideologiske farver.
Florin Orban forklarer, at den voksende opbakning til EU-kritiske kræfter afspejler en dyb skepsis blandt rumænerne over for Bruxelles og frygten for, at Rumænien kunne blive trukket for dybt ind i Ukraine-konflikten. Samtidig signalerer valget et opgør med den gamle politiske kultur.
Hvad betyder det for EU?
Rumæniens valg viser, hvordan krisen i Ukraine og interne socioøkonomiske udfordringer har ændret befolkningens syn på EU. Selvom der ikke er tale om en decideret "Rumexit", har den tidligere blinde begejstring for EU udviklet sig til en kritisk afventen. Ønsket om fred er blevet en afgørende faktor i rumænsk politik.
For EU er Rumæniens valg en påmindelse om, at de østlige medlemslande har deres egne prioriteter og bekymringer. Mens vestlige lande fokuserer på støtte til Ukraine, kæmper Rumænien for at navigere mellem sin egen sikkerhed og loyaliteten over for EU og NATO.
Valget understreger en bredere tendens i Europa: Etablerede politiske systemer bliver udfordret, og borgerne kræver nye løsninger i en tid præget af usikkerhed og forandring. For Rumænien er ønsket om fred en drivkraft – men for EU kan det være begyndelsen på en ny fase af intern refleksion og forhandling.

Rumænien: Et valg der sender chokbølger gennem EU

Donald Trump er valgt. Alt kan ske. EU’s sikkerhed er på spil, men alligevel er der splittelse. Man kunne kalde det her for EU’s store test. For… kan den europæiske sammenslutning af vidt forskellige lande faktisk samle sig selv? Eller måske endda udvikle sig til samlingspunkt for den frie Verden, og alle de borgere der lever under diktaturernes hårde støvletramp? 
EU har aldrig været designet som en militær supermagt. Faktisk er det mindre kendt, at selve EU som institution kun råder over knap 200 ansatte soldater. Men mange af EU’s medlemslande er samtidig med i NATO, hvilket gør spørgsmålet om Europas sikkerhedspolitik afhængigt af alliancer og samarbejde. Så hvad sker der, hvis USA – under ledelse af en præsident som Donald Trump – trækker sig fra sin traditionelle rolle som Natos rygrad? Kan EU overhovedet løfte opgaven?
Ifølge sikkerhedsforsker Jeppe Trautner fra Aalborg Universitet er EU’s bureaukrati ikke gearet til hurtige beslutninger i en krisesituation. "Bureaukratiet er ikke designet til hastværk – og når man skynder sig, laver man fejl," siger han. Det skaber en udfordring for Europa, hvis man pludselig står uden USA’s støtte og skal opbygge sin egen fælles forsvarskapacitet.
En splittet verden
Trautner peger på fremkomsten af nye aksemagter som Rusland, Kina, Iran og Nordkorea, der deler et fælles mål om at svække Vesten. Selvom det kan lyde som konspirationsteori, er fællestrækket mellem disse lande klart: De er alle diktaturer med befolkninger, der ofte ikke støtter regimet. "I mange af disse lande kan magtskifte ske hurtigt," forklarer han og peger på interne magtkampe i både Moskva og Beijing.
Men udfordringen stopper ikke der. Verden er præget af over 110 diktaturstater og cirka 60 halvdemokratier, hvilket gør reelle demokratier til en minoritet. Alligevel har den frie verden to store fordele: En betydelig del af verdensøkonomien og befolkninger i diktaturstater, der drømmer om frihed og demokrati.
Europas indre uenigheder
Inden for EU er uenighederne tydelige, ikke mindst i spørgsmålet om krigen i Ukraine. Mens lande som Polen og de baltiske stater kræver en hård linje mod Rusland, ønsker andre, som Rumænien, fred – muligvis på bekostning af retfærdighed. Samtidig har Ungarn, med premierminister Viktor Orbán i spidsen, gentagne gange skabt splid ved at søge en fred med Rusland, selv mens EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen lover varig støtte til Ukraine.
Fremtiden under Trump
Valget af Donald Trump som amerikansk præsident har tilføjet yderligere usikkerhed. Trump har tidligere udtrykt skepsis over for NATO og støtten til Europa, hvilket rejser spørgsmålet: Kan EU og Europa stå alene, hvis USA trækker sig?
Ifølge Trautner bør danskerne være opmærksomme, men ikke paniske. 
"Vi sidder på en stærk økonomisk position, og mange mennesker rundt om i verden ser op til vores demokratiske model," siger han. 
Alligevel står Europa over for en enorm udfordring: At finde en fælles retning i en tid med globale spændinger og indre splittelse.
En ting står klart: Europas sikkerhed afhænger ikke kun af våben og alliancer, men også af, om EU kan overvinde sine interne forskelle og fremstå som en samlet kraft i en usikker verden.

Europa i krydsild: Kan EU stå alene?

Prøv at se en dansk landsby kirke foran dit indre blik? Kan du se det? Måske husker du sidste Juleaften, eller sidst du var til konfirmation eller bryllup.
Men prøv forstil dig så en lille landsbykirke på en almindelig hverdag. Her er den helt tom. Måske endda låst. Parkeringspladsen er også tom. 
Om søndagen holder der enkelte biler. Ofte fra pensionister, som tager turen til deres lokale kirke. Men overrendt er hverken kirken, eller parkeringspladsen. Det er det billede du skal bruge til vores historie.
De danske landsbykirker har nemlig brugt millioner af kroner og utallige arbejdstimer på at opfylde et EU-krav om ladestandere til elbiler – et krav, der nu viser sig delvist overflødigt. En sen ændring i reglerne betyder, at mange kirker med begrænset aktivitet alligevel ikke behøver at opsætte de kostbare ladestandere. Ændringen kommer blot en måned før den oprindelige deadline og har skabt frustration blandt menighedsråd og provstier, der føler sig bondefanget af en proces, de beskriver som både respektløs og ressourcespild.
Fra Vester Assels på Mors til Middelfart på Fyn har kirkefolk i månedsvis forberedt sig på kravene med tekniske vurderinger, møder og anlægsarbejde. Der er blevet målt op, trukket kabler og brugt penge på at sikre, at alt var på plads til at opfylde reglerne. Alt sammen baseret på en lovgivning, som nu er ændret i sidste øjeblik.
Problemet belyser en større udfordring: hvordan EU-krav ofte rammer bredt uden at tage højde for lokale forhold. Ladestanderne skulle sikre den grønne omstilling, men mange af de parkeringspladser, der nu står klar til elbiler, bruges kun få gange om året. For mange menighedsråd har det føltes som at rette ind efter regler, der mangler jordforbindelse og ikke tager højde for virkeligheden i små lokalsamfund. Kritikere peger desuden på, at kravene risikerer at blive overflødige i takt med teknologiske fremskridt, der gør elbiler i stand til at køre længere og lade hurtigere.
At der vitterligt ikke er en tro på, at ret mange vil lade deres biler ved deres lokale kirker kan også ses af, at ingen private udbydere af opladere selv har villet investere i standerne ved kirkerne. De tror simpelthen ikke på ideen.  

Men nu dropper ministeriet altså kravet. Kirkeminister Morten Dahlin erkender frustrationerne og kalder det en fejl, at ændringen ikke kom tidligere. Han understreger, at ministeriet har arbejdet hårdt for at sikre undtagelserne, men det er en ringe trøst for de kirker, der allerede har investeret tid og penge i ladestandere, der nok aldrig vil blive brugt. For mange handler det ikke kun om økonomien – men også om respekten for de mennesker, der bruger deres tid og kræfter i menighedsråd og provstier.
Denne sag er dog mere end bare et lokalt problem for kirkerne. Den viser, hvordan omfattende regler fra EU og ikke mindst UDMYNTNINGEN af direktiverne kan føre til spildte ressourcer og unødvendige omkostninger – og hvordan den slags beslutninger skaber grobund for frustration og kritik af både politikere og EU. For landsbykirkerne er konklusionen klar: Disse penge kunne være brugt bedre – og mere respektfuldt.
De kostbare ladestandere er nu en påmindelse om, hvordan overordnede regler kan ramme skævt, og hvordan politisk nøl kan føre til unødvendige investeringer og tabt tillid.

Landsbykirker og EU-Lovgivning: Når Grønne Krav Mangler Jordforbindelse

Naturens Nødskrig: Slimede havbunde, døde fisk og badeforbud langs kysterne. Den danske natur er i frit fald, og økosystemer kollapser for øjnene af os. Hvem har ansvaret for denne katastrofe? Er det landbruget, der står for 90 procent af de menneskeskabte udledninger, eller er det vores lovgivere, der ikke sikrer, at dansk lov lever op til EU’s miljødirektiver? Hvem betaler prisen for Danmarks forurening?
Ifølge Christian Fromberg fra Greenpeace, som vi interviewede, peger pilen i første omgang mod landbruget. Men det er mere komplekst end som så. Landbruget overholder faktisk de nuværende danske regler, og dermed lander ansvaret på politikerne. For i sidste ende er det deres pligt at sikre, at lovgivningen også er i tråd med EU-direktiverne – og det er den ikke. Derfor har EU nu varslet en bøde i milliardklassen. En bøde, som ikke landbruget, men skatteyderne skal betale.
En krise med dybe rødder
Problemerne har været kendt i årtier. I 40 år har man forsøgt at reducere kvælstofforureningen, men mens renseanlæg til spildevand har været en succeshistorie, er landbruget år efter år sluppet uden betydelige ændringer. Danmark er et af verdens mest opdyrkede lande, næst efter Bangladesh. Og selvom landbruget bidrager med milliarder til eksporten, modtager erhvervet også massiv statsstøtte, som i 2022 beløb sig til 15 milliarder kroner, heraf 8 milliarder fra EU.
“Det her handler ikke om at brødføde den danske befolkning,” påpeger Fromberg. “Det handler om at eksportere fødevarer, ofte på bekostning af vores egen natur og miljø.”
En advarsel fra sommeren 2023
Sommeren 2023 blev et vendepunkt for mange danskere. Badeforbud, fiskedød og iltfattige farvande var synlige tegn på, hvor slemt det står til. Men ifølge Fromberg kunne det have været meget værre.
“Vi havde en kold sommer, og det reddede os. Havde vi fået en varm sommer, kunne vi have set en langt større katastrofe i havmiljøet,” fortæller han.
Hvad gør vi nu?
EU’s tålmodighed med Danmark er ved at løbe ud. Trods mange planer og løfter gennem årene er naturen kun blevet mere presset. Fromberg mener, at politikerne nu skal tage ansvar og sikre reelle forandringer. Hvis vi ikke handler hurtigt, kan konsekvenserne blive endnu dyrere – både for naturen og for os som skatteydere.
Spørgsmålet står tilbage: Hvem bærer egentlig ansvaret, og er vi som samfund klar til at betale prisen for at rette op på 40 års forsømmelser?

Fra Havbund til Bøder: Landbruget i Skudlinjen

For første gang nogensinde har EU-Parlamentet åbnet en vedtaget lov til genforhandling. Det gælder den skelsættende skovlov, der skulle stoppe import af produkter som træ, kaffe og kakao, der bidrager til afskovning. Nu trues lovens kerneprincipper, mens politiske kræfter og økonomiske interesser skaber splid.
Et banebrydende direktiv under pres
Da EU i sommeren 2023 vedtog skovloven, blev den hyldet som en global milepæl. Loven krævede, at importerede varer skulle dokumentere, at de ikke havde medvirket til skovrydning. Kontrolmekanismer og certificeringer skulle sikre dette. Men nu presser Den Kristen-Konservative gruppe på for en genforhandling med argumentet om, at loven er for bureaukratisk og urealistisk for virksomheder og medlemslande.
Presset har allerede udskudt lovens implementering med et år, og frygten for udvanding vokser. Anne Sofie Henningsen fra miljøorganisationen Verdens Skove advarer:
“Virksomheder, der har tilpasset sig lovens krav, føler sig snydt. Værre er dog risikoen for, at lovens kerneprincipper bliver udvandet.”
Politisk skift i EU
EU’s nye kurs kan delvist forklares med det ændrede politiske landskab efter sidste valg til Europa-Parlamentet. Grønne partier mistede terræn, og højrefløjens fremmarch har skubbet miljøpolitikken ned ad dagsordenen.
Den danske parlamentariker Niels Flemming Hansen har dog sagt klart nej til en genforhandling – en beslutning, der høster ros fra Verdens Skove.
Enorme konsekvenser for klima og biodiversitet
Bag de politiske forhandlinger står verdens skove, klima og biodiversitet som de store tabere. Global afskovning driver klimaændringer og truer 31.000 dyrearter med udryddelse. Henningsen fremhæver EU’s ansvar som global frontløber:
“EU må stå fast på sine grønne ambitioner. Kortsigtede interesser må ikke få lov at underminere en lov, der kunne være en milepæl.”
Mens skovlovens fremtid hænger i en politisk balance, står spørgsmålet tilbage: Vil EU fastholde sin grønne frontløberrolle, eller vil skovloven ende som endnu et kompromis med store konsekvenser for planeten?

EU’s skovlov vakler: Saver EU den grønne gren over?

Forleden knækkede to skibe midt over foran Krim-halvøen. Olien strømmer stadig ud i havet. Katastrofen er stor, men netop i det område har man andet at tænke på end miljø og havfugle.
Men det er et godt billede på, hvorfor denne historie er vigtig.
Historien her er også en historie om, at et land alene ikke kan løfte opgaven med at beskytte farvandene mod reelt ulovlige og ikke sødygtige skibe. Det kræver, at EU og andre internationale spillere kommer på banen.
Men vi begynder med baggrund.
En af metoderne til at sanktionere Rusland efter angrebet på Ukraine er en lang række tiltag, der har det formål at gøre ondt på den russiske økonomi. Logikken er: Har Rusland færre penge, har landet færre midler til at føre sin angrebskrig.
For at begrænse Ruslands indtjening på oliemarkedet har EU og G7-landene lagt et prisloft på olien, så der stadig kommer olie ind til EU, men samtidig formindskes indtjeningen for Rusland. Men for at undgå netop dette har Rusland ”søsat” en flåde af skibe, som kan operere uden om de vestlige forsikringsselskaber.
For at et skib må anløbe en havn, skal der nemlig være en lang række betingelser opfyldt, som fastsættes af IMO, der hører under FN. Et af de væsentlige kriterier er netop, at skibet er forsikret og dermed må antages at være i sødygtig stand.
Det er blandt andet den logik og lovgivning, Rusland har fundet en metode til at kortslutte, så de alligevel kan sælge deres olie til markedsprisen.
Det er naturligvis et problem for EU og hele Vesten, da det betyder, at Rusland har penge til at finansiere sin krig. Men ikke kun derfor.
Skibenes stand er nemlig så dårlig, at de udgør en akut fare for havmiljøet, og det er derfor, miljøorganisationer som Greenpeace er meget bekymrede.
Sune Scheller, kampagnechef fra Greenpeace, forklarer over for os:
"Den skyggeflåde består af udtjente og rustne olietankere, der ikke burde sejle mere. Rusland har opkøbt de skibe, der egentlig var på vej til ophugning, og de sejler nu dagligt igennem de danske farvande med en stor miljørisiko til følge."
Han giver flere eksempler på, hvor det allerede er gået galt, og han kalder faren ”overhængende”.
Men ikke nok med, at en miljøkatastrofe vil være... ja, netop en katastrofe. Normalt vil et skibs forsikring hæfte for inddæmning og siden oprensning af et olieudslip. Men skyggeflåden er netop kendetegnet ved, at der reelt ikke er penge i de til formålet oprettede forsikringsselskaber.
Problemet er selvsagt ikke kun et dansk problem. De snævre farvande igennem Den Engelske Kanal, som samtidig også er voldsomt trafikerede, er også et oplagt sted, hvor skyggeflådens skibe kan være med til at skabe en katastrofe.
"Der er dog ingen tvivl om, at de danske farvande, der er så snævre og med så lav dybde, er et særligt udfordret område. Vi har allerede set flere ulykker i danske farvande," fastslår Sune Scheller.
Men hvad er løsningen? Ja, en del af løsningen er EU's sanktionsliste. Den liste virker faktisk. Hør mere om, hvordan det hele hænger sammen.

Når sanktionspolitik sejler: Putins skyggeflåde truer med rust og oliekatastrofer

Så er der atter tid til at både tage luppen og kikkerten frem, når vi både graver detaljerne frem, og trækker de store linjer op.
Denne gang ser vi på et problem der er voksende. Men det er ikke kun et nationalt problem, men internationalt, og derfor ligger en del af løsningen også i EU regi. Men ikke kun.
Hvad er det for et problem, spørger du?
Jo, uden at fortælle for meget, så vil vi lige nævne ord som, ”underbetalt”, ”slaveri” og en slags trafficking af illegal arbejdskraft.  
Hvis du vil vide mere, så bliv hængende for udsendelsen kommer her

Illegale ansatte: problemet mange helst vil lukke øjne overfor

I løbet af 2024 har de danske medlemmer af Europa-Parlamentet spillet en aktiv rolle i en lang række sager. Vi har spurgt dem alle, hvad de mener var deres største … ja, lad os bare kalde dem for ”bedrifter”. Her prøver vi med en mild hånd at udvælge nogen af de ting, de danske politikere i EU Parlamentet ifølge dem selv, eller Europa Parlamentets egen hjemmeside, har brugt deres tid på.
Blandt de mest aktive har været Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet, der har arbejdet for at styrke forbrugerbeskyttelsen i EU. Hun har sat fokus på at regulere digitale platforme for at beskytte borgernes data og privatliv. Schaldemose siger, at det er afgørende at sikre, at digitale giganter ikke misbruger europæernes data, og hun arbejder for strengere regler, der beskytter privatlivet og sikrer fair konkurrence.
Niels Fuglsang fra samme parti har været en stærk fortaler for grøn omstilling og bæredygtig energi. Han har arbejdet for at fremme investeringer i vedvarende energikilder og mindske EU's afhængighed af fossile brændstoffer. Fuglsang udtaler, at det er afgørende, at EU går forrest i den grønne omstilling ved at investere i bæredygtige energiløsninger og reducere CO₂-udledningen markant.
Kira Marie Peter-Hansen fra Socialistisk Folkeparti har markeret sig med en indsats for at styrke sociale rettigheder og bekæmpe social dumping i EU. Hun arbejder for at sikre ordentlige arbejdsforhold og fair lønninger for alle arbejdstagere i EU. Kira mener, at social dumping undergraver vores fælles velfærd og skal stoppes. Hun understreger vigtigheden af at give arbejdstagere i hele EU ret til fair løn og sikre arbejdsforhold. Et tema der har skabt en del overskrifter i Danmark, især efter at flere DR programmer har afsløret rystende forhold for både lovlige og ulovlige migrantarbejdere på den danske byggepladser. 


Hendes partikollega Rasmus Nordqvist har fokuseret på klima- og miljøpolitik, med særligt fokus på biodiversitet og bæredygtig landbrugspraksis. Han arbejder for, at EU tager ansvar for at beskytte naturen og sikre en bæredygtig fødevareproduktion.
Sigrid Friis fra Radikale Venstre har arbejdet på at fremhæve bæredygtighed og ungdommens stemme i EU. Hun beskriver sit arbejde som en indsats for at sætte en ny dagsorden, hvor bæredygtighed og unges interesser er i centrum.
Henrik Dahl fra Liberal Alliance har støttet Europa-Kommissionens ambitioner om at reducere bureaukrati og styrke forsvarsindustrien. Han mener, at denne tilgang er nødvendig for at sikre, at Europa står stærkt i en verden præget af geopolitisk konkurrence og økonomisk usikkerhed.
Kristoffer Hjort Storm fra Danmarksdemokraterne har etableret samarbejde med nordiske partier som Sverigedemokraterne. Han mener, at nordisk samarbejde i EU er naturligt for at fremme fælles interesser.
Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti har fokuseret på at sikre konservative værdier i EU. Han mener, det er vigtigt at arbejde for et stærkt og samlet Europa, hvor konservative stemmer bliver hørt. Derudover har du i et af vores tidligere programmer kunne høre, at han var imod at den ellers roste lov imod afskovning bliver genforhandlet. Det er ellers noget den politiske fraktion han er med i, er stor bannerfører for.

Per Clausen fra Enhedslisten har haft fokus på sociale rettigheder og retfærdighed. Han udtaler, at han vil kæmpe for en mere social og retfærdig EU-politik, hvor arbejdernes rettigheder bliver prioriteret.
Stine Bosse fra Moderaterne har arbejdet for at styrke Danmarks position i EU og fremme en progressiv dagsorden. Hun mener, at Danmark skal være en aktiv spiller i EU og bidrage til løsninger på de store udfordringer, som verden står overfor.
Danske EU-parlamentarikere har dermed været engageret i alt fra klima og sociale rettigheder til forsvar og digital regulering i 2024. Deres arbejde afspejler en bred vifte af politiske dagsordener, som både tager hånd om Danmarks interesser og styrker samarbejdet i EU.

Har de danske Europa Parlamentarikere været aktive i 2024? Døm selv…

Kan du huske, dengang EU-modstanderne talte mere end hver anden af danskerne? Dengang de fleste afstemninger om afgivelse af suverænitet – eller blot mistanken om det – endte med et nej? Dengang EU-modstanderne endda havde sit eget parti i Europa-Parlamentet, nemlig Folkebevægelsen imod EU?
Jamen, det parti eksisterer endnu. Men spørgsmålet er, hvor meget det egentlig betyder i dag.
For EU-modstanden har det svært. I pressen. Hos vælgerne. Og ikke mindst i systemet. Hvis Folkebevægelsen vil genopstille til næste valg til Europa-Parlamentet, skal de nemlig samle hele 70.000 vælgererklæringer – på bare ét år. Det er mere end tre gange så mange som til Folketinget. Og det kalder bevægelsen for et ”demokratisk problem”.
Men det er ikke det eneste problem. For EU-modstanden er ikke længere, hvad den har været. Den er i modvind – både herhjemme og i resten af Europa. Og spørgsmålet er, om den overhovedet har en fremtid. Er Folkebevægelsen imod EU en relikvie fra en svunden tid? Eller er der stadig grund til at stille de kritiske spørgsmål til det europæiske projekt?
I den her udsendelse møder du både bevægelsens formand, Peter Raben, og professor Thorsten Borring Olesen, og vi ser også nærmere på en anden bekymring: EU’s nye kurs på GMO-området. Vi har talt med Klaus Loehr-Petersen fra Netværket for risikovurdering og mærkning af GMO – og så runder vi, som altid, det store spørgsmål: Hvor er EU på vej hen?


New tracks tagged #Europanævnet