Donald Trump er valgt. Alt kan ske. EU’s sikkerhed er på spil, men alligevel er der splittelse. Man kunne kalde det her for EU’s store test. For… kan den europæiske sammenslutning af vidt forskellige lande faktisk samle sig selv? Eller måske endda udvikle sig til samlingspunkt for den frie Verden, og alle de borgere der lever under diktaturernes hårde støvletramp? 
EU har aldrig været designet som en militær supermagt. Faktisk er det mindre kendt, at selve EU som institution kun råder over knap 200 ansatte soldater. Men mange af EU’s medlemslande er samtidig med i NATO, hvilket gør spørgsmålet om Europas sikkerhedspolitik afhængigt af alliancer og samarbejde. Så hvad sker der, hvis USA – under ledelse af en præsident som Donald Trump – trækker sig fra sin traditionelle rolle som Natos rygrad? Kan EU overhovedet løfte opgaven?
Ifølge sikkerhedsforsker Jeppe Trautner fra Aalborg Universitet er EU’s bureaukrati ikke gearet til hurtige beslutninger i en krisesituation. "Bureaukratiet er ikke designet til hastværk – og når man skynder sig, laver man fejl," siger han. Det skaber en udfordring for Europa, hvis man pludselig står uden USA’s støtte og skal opbygge sin egen fælles forsvarskapacitet.
En splittet verden
Trautner peger på fremkomsten af nye aksemagter som Rusland, Kina, Iran og Nordkorea, der deler et fælles mål om at svække Vesten. Selvom det kan lyde som konspirationsteori, er fællestrækket mellem disse lande klart: De er alle diktaturer med befolkninger, der ofte ikke støtter regimet. "I mange af disse lande kan magtskifte ske hurtigt," forklarer han og peger på interne magtkampe i både Moskva og Beijing.
Men udfordringen stopper ikke der. Verden er præget af over 110 diktaturstater og cirka 60 halvdemokratier, hvilket gør reelle demokratier til en minoritet. Alligevel har den frie verden to store fordele: En betydelig del af verdensøkonomien og befolkninger i diktaturstater, der drømmer om frihed og demokrati.
Europas indre uenigheder
Inden for EU er uenighederne tydelige, ikke mindst i spørgsmålet om krigen i Ukraine. Mens lande som Polen og de baltiske stater kræver en hård linje mod Rusland, ønsker andre, som Rumænien, fred – muligvis på bekostning af retfærdighed. Samtidig har Ungarn, med premierminister Viktor Orbán i spidsen, gentagne gange skabt splid ved at søge en fred med Rusland, selv mens EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen lover varig støtte til Ukraine.
Fremtiden under Trump
Valget af Donald Trump som amerikansk præsident har tilføjet yderligere usikkerhed. Trump har tidligere udtrykt skepsis over for NATO og støtten til Europa, hvilket rejser spørgsmålet: Kan EU og Europa stå alene, hvis USA trækker sig?
Ifølge Trautner bør danskerne være opmærksomme, men ikke paniske. 
"Vi sidder på en stærk økonomisk position, og mange mennesker rundt om i verden ser op til vores demokratiske model," siger han. 
Alligevel står Europa over for en enorm udfordring: At finde en fælles retning i en tid med globale spændinger og indre splittelse.
En ting står klart: Europas sikkerhed afhænger ikke kun af våben og alliancer, men også af, om EU kan overvinde sine interne forskelle og fremstå som en samlet kraft i en usikker verden.

Europa i krydsild: Kan EU stå alene?

Prøv at se en dansk landsby kirke foran dit indre blik? Kan du se det? Måske husker du sidste Juleaften, eller sidst du var til konfirmation eller bryllup.
Men prøv forstil dig så en lille landsbykirke på en almindelig hverdag. Her er den helt tom. Måske endda låst. Parkeringspladsen er også tom. 
Om søndagen holder der enkelte biler. Ofte fra pensionister, som tager turen til deres lokale kirke. Men overrendt er hverken kirken, eller parkeringspladsen. Det er det billede du skal bruge til vores historie.
De danske landsbykirker har nemlig brugt millioner af kroner og utallige arbejdstimer på at opfylde et EU-krav om ladestandere til elbiler – et krav, der nu viser sig delvist overflødigt. En sen ændring i reglerne betyder, at mange kirker med begrænset aktivitet alligevel ikke behøver at opsætte de kostbare ladestandere. Ændringen kommer blot en måned før den oprindelige deadline og har skabt frustration blandt menighedsråd og provstier, der føler sig bondefanget af en proces, de beskriver som både respektløs og ressourcespild.
Fra Vester Assels på Mors til Middelfart på Fyn har kirkefolk i månedsvis forberedt sig på kravene med tekniske vurderinger, møder og anlægsarbejde. Der er blevet målt op, trukket kabler og brugt penge på at sikre, at alt var på plads til at opfylde reglerne. Alt sammen baseret på en lovgivning, som nu er ændret i sidste øjeblik.
Problemet belyser en større udfordring: hvordan EU-krav ofte rammer bredt uden at tage højde for lokale forhold. Ladestanderne skulle sikre den grønne omstilling, men mange af de parkeringspladser, der nu står klar til elbiler, bruges kun få gange om året. For mange menighedsråd har det føltes som at rette ind efter regler, der mangler jordforbindelse og ikke tager højde for virkeligheden i små lokalsamfund. Kritikere peger desuden på, at kravene risikerer at blive overflødige i takt med teknologiske fremskridt, der gør elbiler i stand til at køre længere og lade hurtigere.
At der vitterligt ikke er en tro på, at ret mange vil lade deres biler ved deres lokale kirker kan også ses af, at ingen private udbydere af opladere selv har villet investere i standerne ved kirkerne. De tror simpelthen ikke på ideen.  

Men nu dropper ministeriet altså kravet. Kirkeminister Morten Dahlin erkender frustrationerne og kalder det en fejl, at ændringen ikke kom tidligere. Han understreger, at ministeriet har arbejdet hårdt for at sikre undtagelserne, men det er en ringe trøst for de kirker, der allerede har investeret tid og penge i ladestandere, der nok aldrig vil blive brugt. For mange handler det ikke kun om økonomien – men også om respekten for de mennesker, der bruger deres tid og kræfter i menighedsråd og provstier.
Denne sag er dog mere end bare et lokalt problem for kirkerne. Den viser, hvordan omfattende regler fra EU og ikke mindst UDMYNTNINGEN af direktiverne kan føre til spildte ressourcer og unødvendige omkostninger – og hvordan den slags beslutninger skaber grobund for frustration og kritik af både politikere og EU. For landsbykirkerne er konklusionen klar: Disse penge kunne være brugt bedre – og mere respektfuldt.
De kostbare ladestandere er nu en påmindelse om, hvordan overordnede regler kan ramme skævt, og hvordan politisk nøl kan føre til unødvendige investeringer og tabt tillid.

Landsbykirker og EU-Lovgivning: Når Grønne Krav Mangler Jordforbindelse

Naturens Nødskrig: Slimede havbunde, døde fisk og badeforbud langs kysterne. Den danske natur er i frit fald, og økosystemer kollapser for øjnene af os. Hvem har ansvaret for denne katastrofe? Er det landbruget, der står for 90 procent af de menneskeskabte udledninger, eller er det vores lovgivere, der ikke sikrer, at dansk lov lever op til EU’s miljødirektiver? Hvem betaler prisen for Danmarks forurening?
Ifølge Christian Fromberg fra Greenpeace, som vi interviewede, peger pilen i første omgang mod landbruget. Men det er mere komplekst end som så. Landbruget overholder faktisk de nuværende danske regler, og dermed lander ansvaret på politikerne. For i sidste ende er det deres pligt at sikre, at lovgivningen også er i tråd med EU-direktiverne – og det er den ikke. Derfor har EU nu varslet en bøde i milliardklassen. En bøde, som ikke landbruget, men skatteyderne skal betale.
En krise med dybe rødder
Problemerne har været kendt i årtier. I 40 år har man forsøgt at reducere kvælstofforureningen, men mens renseanlæg til spildevand har været en succeshistorie, er landbruget år efter år sluppet uden betydelige ændringer. Danmark er et af verdens mest opdyrkede lande, næst efter Bangladesh. Og selvom landbruget bidrager med milliarder til eksporten, modtager erhvervet også massiv statsstøtte, som i 2022 beløb sig til 15 milliarder kroner, heraf 8 milliarder fra EU.
“Det her handler ikke om at brødføde den danske befolkning,” påpeger Fromberg. “Det handler om at eksportere fødevarer, ofte på bekostning af vores egen natur og miljø.”
En advarsel fra sommeren 2023
Sommeren 2023 blev et vendepunkt for mange danskere. Badeforbud, fiskedød og iltfattige farvande var synlige tegn på, hvor slemt det står til. Men ifølge Fromberg kunne det have været meget værre.
“Vi havde en kold sommer, og det reddede os. Havde vi fået en varm sommer, kunne vi have set en langt større katastrofe i havmiljøet,” fortæller han.
Hvad gør vi nu?
EU’s tålmodighed med Danmark er ved at løbe ud. Trods mange planer og løfter gennem årene er naturen kun blevet mere presset. Fromberg mener, at politikerne nu skal tage ansvar og sikre reelle forandringer. Hvis vi ikke handler hurtigt, kan konsekvenserne blive endnu dyrere – både for naturen og for os som skatteydere.
Spørgsmålet står tilbage: Hvem bærer egentlig ansvaret, og er vi som samfund klar til at betale prisen for at rette op på 40 års forsømmelser?

Fra Havbund til Bøder: Landbruget i Skudlinjen

For første gang nogensinde har EU-Parlamentet åbnet en vedtaget lov til genforhandling. Det gælder den skelsættende skovlov, der skulle stoppe import af produkter som træ, kaffe og kakao, der bidrager til afskovning. Nu trues lovens kerneprincipper, mens politiske kræfter og økonomiske interesser skaber splid.
Et banebrydende direktiv under pres
Da EU i sommeren 2023 vedtog skovloven, blev den hyldet som en global milepæl. Loven krævede, at importerede varer skulle dokumentere, at de ikke havde medvirket til skovrydning. Kontrolmekanismer og certificeringer skulle sikre dette. Men nu presser Den Kristen-Konservative gruppe på for en genforhandling med argumentet om, at loven er for bureaukratisk og urealistisk for virksomheder og medlemslande.
Presset har allerede udskudt lovens implementering med et år, og frygten for udvanding vokser. Anne Sofie Henningsen fra miljøorganisationen Verdens Skove advarer:
“Virksomheder, der har tilpasset sig lovens krav, føler sig snydt. Værre er dog risikoen for, at lovens kerneprincipper bliver udvandet.”
Politisk skift i EU
EU’s nye kurs kan delvist forklares med det ændrede politiske landskab efter sidste valg til Europa-Parlamentet. Grønne partier mistede terræn, og højrefløjens fremmarch har skubbet miljøpolitikken ned ad dagsordenen.
Den danske parlamentariker Niels Flemming Hansen har dog sagt klart nej til en genforhandling – en beslutning, der høster ros fra Verdens Skove.
Enorme konsekvenser for klima og biodiversitet
Bag de politiske forhandlinger står verdens skove, klima og biodiversitet som de store tabere. Global afskovning driver klimaændringer og truer 31.000 dyrearter med udryddelse. Henningsen fremhæver EU’s ansvar som global frontløber:
“EU må stå fast på sine grønne ambitioner. Kortsigtede interesser må ikke få lov at underminere en lov, der kunne være en milepæl.”
Mens skovlovens fremtid hænger i en politisk balance, står spørgsmålet tilbage: Vil EU fastholde sin grønne frontløberrolle, eller vil skovloven ende som endnu et kompromis med store konsekvenser for planeten?

EU’s skovlov vakler: Saver EU den grønne gren over?

Forleden knækkede to skibe midt over foran Krim-halvøen. Olien strømmer stadig ud i havet. Katastrofen er stor, men netop i det område har man andet at tænke på end miljø og havfugle.
Men det er et godt billede på, hvorfor denne historie er vigtig.
Historien her er også en historie om, at et land alene ikke kan løfte opgaven med at beskytte farvandene mod reelt ulovlige og ikke sødygtige skibe. Det kræver, at EU og andre internationale spillere kommer på banen.
Men vi begynder med baggrund.
En af metoderne til at sanktionere Rusland efter angrebet på Ukraine er en lang række tiltag, der har det formål at gøre ondt på den russiske økonomi. Logikken er: Har Rusland færre penge, har landet færre midler til at føre sin angrebskrig.
For at begrænse Ruslands indtjening på oliemarkedet har EU og G7-landene lagt et prisloft på olien, så der stadig kommer olie ind til EU, men samtidig formindskes indtjeningen for Rusland. Men for at undgå netop dette har Rusland ”søsat” en flåde af skibe, som kan operere uden om de vestlige forsikringsselskaber.
For at et skib må anløbe en havn, skal der nemlig være en lang række betingelser opfyldt, som fastsættes af IMO, der hører under FN. Et af de væsentlige kriterier er netop, at skibet er forsikret og dermed må antages at være i sødygtig stand.
Det er blandt andet den logik og lovgivning, Rusland har fundet en metode til at kortslutte, så de alligevel kan sælge deres olie til markedsprisen.
Det er naturligvis et problem for EU og hele Vesten, da det betyder, at Rusland har penge til at finansiere sin krig. Men ikke kun derfor.
Skibenes stand er nemlig så dårlig, at de udgør en akut fare for havmiljøet, og det er derfor, miljøorganisationer som Greenpeace er meget bekymrede.
Sune Scheller, kampagnechef fra Greenpeace, forklarer over for os:
"Den skyggeflåde består af udtjente og rustne olietankere, der ikke burde sejle mere. Rusland har opkøbt de skibe, der egentlig var på vej til ophugning, og de sejler nu dagligt igennem de danske farvande med en stor miljørisiko til følge."
Han giver flere eksempler på, hvor det allerede er gået galt, og han kalder faren ”overhængende”.
Men ikke nok med, at en miljøkatastrofe vil være... ja, netop en katastrofe. Normalt vil et skibs forsikring hæfte for inddæmning og siden oprensning af et olieudslip. Men skyggeflåden er netop kendetegnet ved, at der reelt ikke er penge i de til formålet oprettede forsikringsselskaber.
Problemet er selvsagt ikke kun et dansk problem. De snævre farvande igennem Den Engelske Kanal, som samtidig også er voldsomt trafikerede, er også et oplagt sted, hvor skyggeflådens skibe kan være med til at skabe en katastrofe.
"Der er dog ingen tvivl om, at de danske farvande, der er så snævre og med så lav dybde, er et særligt udfordret område. Vi har allerede set flere ulykker i danske farvande," fastslår Sune Scheller.
Men hvad er løsningen? Ja, en del af løsningen er EU's sanktionsliste. Den liste virker faktisk. Hør mere om, hvordan det hele hænger sammen.

Når sanktionspolitik sejler: Putins skyggeflåde truer med rust og oliekatastrofer

Så er der atter tid til at både tage luppen og kikkerten frem, når vi både graver detaljerne frem, og trækker de store linjer op.
Denne gang ser vi på et problem der er voksende. Men det er ikke kun et nationalt problem, men internationalt, og derfor ligger en del af løsningen også i EU regi. Men ikke kun.
Hvad er det for et problem, spørger du?
Jo, uden at fortælle for meget, så vil vi lige nævne ord som, ”underbetalt”, ”slaveri” og en slags trafficking af illegal arbejdskraft.  
Hvis du vil vide mere, så bliv hængende for udsendelsen kommer her

Illegale ansatte: problemet mange helst vil lukke øjne overfor

Forestil dig, at du en morgen vågner op til nyheden om, at USA har forladt NATO. En amerikansk præsident har trukket stikket. Ikke en fjern hypotese, men et scenarie, Europas ledere og forsvarschefer i disse år er nødt til at forholde sig til.
Vi lever i en tid, hvor verdens største forsvarsalliance – NATO – er under pres indefra. Ikke fra fjender, men fra tvivl. Tvivl om den berømte musketer-ed stadig gælder. Tvivl om USA – alliancearkitekten selv – stadig står vagt ved døren. Og mens den tvivl breder sig, står Europa midt i sin egen eksistentielle debat: Skal vi kunne forsvare os selv? Og hvordan gør vi det uden at knække det fællesskab, der hidtil har været vores sikkerhed?
Parlamentsmedlem Morten Løkkegaard(V) advarer imod oprettelsen af en egentlig europahær, mens Morten Lidegård (R ) synes det er det eneste rigtige. Har vi overhovedet tid til at få opbygget en europahær, hvis vi tænker på, hvor langt tid det tog EU om at blive opbygget til en effektiv sammenslutning? 
I denne udsendelse forsøger vi at finde svar. Sammen med tidligere kontreadmiral og formand for Folk & Sikkerhed, Torben Ørting Jørgensen, dykker vi ned i fremtidens europæiske forsvar. Vi taler med formanden for Atlantsammenslutningen, Lars Bangert Struwe, der advarer om konsekvenserne af passiv europæisk sikkerhedspolitik. Og professor Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet, som vurderer, hvor langt EU’s sammenhold egentlig rækker – bortset fra at Trump muligvis har muligheden for at spænde ben...
Er tiden kommet, hvor Europa skal stå alene? Eller er det netop nu, NATO skal genopfindes? Velkommen til EU indefra – en journalistisk rejse ind i Europas militære fremtid.


Hvad nu hvis USA stikker af - og russerne banker på?

Hvad sker der, hvis USA vender ryggen til Europa og ikke længere vil forsvare sine allierede i NATO? Det spørgsmål var en del af vores tidligere udsendelse og det fik en lytter en lytter til at stille os et nyt spørgsmål – og vi tog det alvorligt. Kan NATO smide USA ud? Og hvad så?
Ganske kort: NATO har faktisk ingen mekanisme til at smide et medlemsland ud, heller ikke USA. Men hvad så, hvis USA angriber et andet NATO-land? Og hvor står EU i det hele?
I takt med at usikkerheden vokser om USA’s vilje til at stå ved alliancen, kigger flere mod EU. Men kan EU – uden egen hær – i praksis gøre andet end at protestere, hvis det utænkelige sker?
Vi gennemgår paragrafferne, ser på scenarierne og spørger, om EU i sidste ende er den eneste, der står tilbage. Selv om ordet "paragraffer" lyder støvet, så fandt vi flere overraskende ting.



Lytterspørgsmål: Kan NATO smide USA ud – og står EU så tilbage alene?

Kan du huske, dengang EU-modstanderne talte mere end hver anden af danskerne? Dengang de fleste afstemninger om afgivelse af suverænitet – eller blot mistanken om det – endte med et nej? Dengang EU-modstanderne endda havde sit eget parti i Europa-Parlamentet, nemlig Folkebevægelsen imod EU?
Jamen, det parti eksisterer endnu. Men spørgsmålet er, hvor meget det egentlig betyder i dag.
For EU-modstanden har det svært. I pressen. Hos vælgerne. Og ikke mindst i systemet. Hvis Folkebevægelsen vil genopstille til næste valg til Europa-Parlamentet, skal de nemlig samle hele 70.000 vælgererklæringer – på bare ét år. Det er mere end tre gange så mange som til Folketinget. Og det kalder bevægelsen for et ”demokratisk problem”.
Men det er ikke det eneste problem. For EU-modstanden er ikke længere, hvad den har været. Den er i modvind – både herhjemme og i resten af Europa. Og spørgsmålet er, om den overhovedet har en fremtid. Er Folkebevægelsen imod EU en relikvie fra en svunden tid? Eller er der stadig grund til at stille de kritiske spørgsmål til det europæiske projekt?
I den her udsendelse møder du både bevægelsens formand, Peter Raben, og professor Thorsten Borring Olesen, og vi ser også nærmere på en anden bekymring: EU’s nye kurs på GMO-området. Vi har talt med Klaus Loehr-Petersen fra Netværket for risikovurdering og mærkning af GMO – og så runder vi, som altid, det store spørgsmål: Hvor er EU på vej hen?


De røg ud af EU  og systemet har låst døren

Når milliardærer leger med præsidenter - og demokratiet
Mens Bruxelles prøver at regulere, ruller dollarsedlerne gennem korridorerne.
Vi har fulgt pengene – og det, vi fandt, hænger sammen med det næste:
De sender raketter ud i rummet – og regningerne tilbage til os andre.
De kalder det innovation.
Andre kalder det et kup mod demokratiet.
Bag visionerne om rumkolonier gemmer sig drømmen om et liv uden regler –
og måske endda afskaffelsen af demokratiet, som vi kender det.
I den sammenhæng stiller vi spørgsmålet:
Er verdens største ø bare is og sten –
eller i virkeligheden tech-milliardærernes nye paradis?

Medvirkende og nævnte personer/kilder:
Per Clausen – medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten. Direkte interviewperson og et af de centrale kilder gennem udsendelsen.
En sølvpapirshat… og siden en skraldespand…
Vibeke Schou Tjalve – forsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Forfatter til rapporten Corporate Cosmos og citeret om tech-milliardærernes ideologier og rumutopier.
Erica Payne – stifter af organisationen Patriotic Millionaires (USA). Medvirker via lydklip og udtalelser om ulighed og de superriges indflydelse på demokratiet.
Mikkel Flyverholm – forsker, Copenhagen Business School (CBS). Giver sin vurdering af milliardærernes investeringer i amerikanske valgkampagner.
Derek Beach – professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Citeres for sin analyse af libertarianisme og drømmen om en statsløs økonomisk orden.
Peter Fibiger Bang – professor ved SAXO-instituttet, Københavns Universitet. Om imperialisme og USA’s interesse for Grønland.
Ursula von der Leyen – formand for Europa-Kommissionen. Nævnt i forbindelse med Trumps toldpolitik og EU’s forsøg på at undgå handelskonflikt.

Mette Frederiksen – Danmarks statsminister. Omtales indirekte i relation til Trumps interesse for Grønland.
Peter Thiel – medstifter af PayPal og venturekapitalist. Citeret for sin idé om flydende, autonome byer og kritik af politisk styring. Desuden et uddrag af et interview/tale i Oxford

Elon Musk – ejer af SpaceX, Tesla og X (Twitter). Optræder i lydklip og omtales i forbindelse med rumkolonier, Mars og modstand mod regulering.
Mark Zuckerberg – grundlægger af Facebook (Meta Platforms). Nævnt som en af de amerikanske tech-milliardærer med politisk indflydelse.
Jeff Bezos – stifter af Amazon og ejer af Blue Origin. Nævnt som del af kredsen omkring præsident Trump og amerikansk tech-lobby.
Eric Schmidt – tidligere direktør i Google (Alphabet Inc.). Nævnt som deltager ved Trumps indsættelse og som investor i valgkampen.
Sam Altman – administrerende direktør i OpenAI. Nævnt i forbindelse med forudsigelser om AI-drevet arbejdsløshed og sociale spændinger.
Bradley Tusk – venturekapitalist og analytiker, citeret i Ingeniøren for sine vurderinger af ”netværksstaten”.
Donald J. Trump – USA’s præsident. Centralt omdrejningspunkt for udsendelsen, citeret via lydklip og omtalt i relation til EU, toldmure og Grønland.
 


New tracks tagged #JanSimmen