“Man må for Guds skyld ikke sætte sig ind i sofaen og give op, for så går det hurtigt”

Det handler om at holde sig i gang både fysisk og kognitivt. Synkeøvelser, lave regnestykker eller balanceøvelser for at nævne nogle få.

Andreas træner hver uge sammen med andre, der også har parkinson. Her er han den absolut yngste, men han kan stadig spejle sig i de andre. 

“Første gang jeg var med, blev jeg skræmt fra vid og sans, fordi jeg så nogle, der havde det meget, meget værre end mig”.

Men det er godt for Andreas at mødes med andre der har parkinson, for det får samtalen om sygdommen til at åbne sig op.

“Jeg skal forhåbentlig holde mange år endnu, så jeg kan være noget for mine børn”

Andreas har nogle fantastiske venner, men han oplever, at de har svært ved at spørge ind til hans sygdom. Måske fordi, at de er bange for at såre Andreas. Men ansvaret ligger også ved Andreas, for han vil blive bedre til at sige, at det er OK, at de spørger.

“De viser med deres handlinger, at de tænker på mig”

Andreas Pelsen

At høre til